En kumtesele er et trækdyrs (en hests eller en okses) seletøj, når dyret er forspændt og trækker vogne, slæder og andre tunge byrder. Det samme er en bringesele, men kumteselen hviler på trækdyrets skuldre, mens bringeselen omslutter dyrets bringe.
Både kumteselen og bringeselen har i nyere tid været opdelt i arbejdsseletøj og seletøj brugt til stadskørsel. Kumteselerne var langsommelige at fremstille, fordi de blev skræddersyet til hestene. Det medførte, at man ofte fik kumteselerne med, når man købte køreheste på markedet. Man eksperimenterede i slutningen af 1800-tallet med såkaldte justérbare kumteseler, der kaldtes halvkumter. De var ikke individuelt tilpasset og skånede derfor ikke hestene på samme måde som de egentlige kumteseler.
Som det ses på afbildninger fra middelalderen, var kumten oprindelig en sivpude beklædt med skind. Hertil kommer den beslægtede stavsele af træ med skindpuder, der var billigere at fremstille og blev brugt som arbejdsseletøj. Til arbejdsbrug brugte man også kraftigere udgaver af bringeseletøjerne.
Også bringeselen kan følges tilbage til middelladeren, og den forekommer endda på afbildninger fra vikingetiden. Hertil knytter sig de meget fornemt udførte mankestole, der kendes fra rige kammergrave ved Mammen i Jylland, Søllested og Møllemosegård på Fyn og Elstrup på Als. Ældre former for seletøj som horn- og skulderåg ses formentlig allerede i sen yngre stenalder, hvor okser trak plove (arder) og kærrer af en type som Klosterlundvognen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.