infektionssygdomme

Selvom der findes gode metoder og strategier for at forebygge og behandle infektionssygdomme, udgør patogene mikroorganismer stadig et stort sundhedsproblem. En særlig udfordring inden for infektionsmedicinen er stigningen i antibiotikaresistens. Både forekomsten af antibiotikaresistente bakterier, virus, svampe og parasitter stiger. Derudover er der en stigning i multiresistens, hvilket indebærer, at en specifik mikroorganisme er resistent over for flere typer antimikrobielle lægemidler.

Studier antyder, at nogle infektionssygdomme er såkaldt klimasensitive, det vil sige, at de kan påvirkes af klimaændringer. Dette kan for eksempel indebære, at de ved ændrede klimatiske forhold, har potentiale til at sprede sig over et større område og smitte flere mennesker. For eksempel fandtes virusinfektionen West Nile Fever ikke på det europæiske kontinent indtil for 5-10 år siden. Denne virus smittes med myg, men tidligere var vinteren for kold til at myggene kunne overleve og fastholde smittekæderne modsat nu.

Det første forsvar består af huden, slimhinderne og fimrehårene i de nedre luftveje og bihulerne, og normalfloraen i hud, svælg, tarm og vagina er utroligt vigtige. Hvis en eller flere af disse strukturer beskadiges eller nedbrydes, øges risikoen for infektion markant. Et velkendt eksempel er rifter i hud og slimhinder, som bliver en indgangsport for infektioner. Andre eksempler er cystisk fibrose, hvor slimet i de nedre luftveje bliver så stift, at fimrehårene ikke kan fjerne det. Og ved langvarig brug af antibiotika får de patogene bakterier, der forårsager diarré, mulighed for at dominere; de holdes ellers normalt nede af det normale mikrobiom.

Det andet forsvar er kroppens immunforsvar i form af det medfødte immunforsvar, som også kaldes det innate immunsystem. Det medfødte immunsystem består af celler i kroppen, der findes i stort antal, og som med det samme reagerer på en indtrængende mikroorganisme, der begynder at formere sig i et område i kroppen, hvor den ikke burde gøre det. Systemet er ”selvforstærkende”, så når de første celler erkender, at der er et problem, udsender de signalstoffer, og hurtigt kommer mange flere celler til. Cellerne der reagerer er de neutrofile granulocytter og monocytter, og de kan tilintetgøre mikroorganismen. Disse cellers reaktionsevne er dog uspecifik og derfor ens, uanset hvilken mikroorganisme, der trænger ind i kroppen, og de er ikke altid i stand til at nedkæmpe en begyndende infektion.

Mangler ved det innate immunsystem er livsfarlige. Fx kan kemoterapi til behandling af kræft forårsage, at produktionshastigheden af nye neutrofile granulocytter stopper, og 10-12 dage efter kemoterapien er antallet meget lavt. Derved bliver tarmens mikrobiom, som normalt hjælper med at fordøje maden, lige pludselig en fjende, da bakterierne fra tarmen krydser tarmvæggen – uden der neutrofile granulocytter til at nedkæmpe dem – og dette kan så skabe en livstruende infektion af blodet.

Kroppens tredje forsvar mod infektioner er det erhvervede immunforsvar. Det erhvervede immunsystem opstår enten som følge af vaccination eller af tidligere gennemgået infektion med samme mikroorganisme. Når det virker, har kroppen opnået beskyttende immunitet, som kan holde sig i kortere eller længere tid, nogle gange livet ud. Fordelen ved det erhvervede immunsystem er, at det har hukommelse og derfor kan reagere hurtigt mod mikroorganismen, når immuniteten først er udviklet.

Immunitet skyldes, at antigener fra mikroorganismen genkendes af kroppens immunceller; T-celler og B-celler. Antigener er molekyler, der findes på overfladen af mikroorganismer. B-celler, der genkender mikroorganismen, producerer antistoffer, som er vigtige for at bekæmpe infektionen. T-cellerne laver celler, der kan dræber smittede celler i kroppen og er også med at koordinere, at det erhvervede immunsystem tilpasses i sin reaktion, så det gør mest gavn og mindst skade på kroppen.

Det erhvervede immunsystem er afgørende for, at mennesket kan overleve. Hvis B-cellerne ikke fungerer normalt, bliver personen syg af særlige former for bakterier (de kapselbærende), mens mangel på T-celler medfører, at personen udvikler såkaldte opportunistiske infektioner, som er infektioner, der forårsages af mikroorganismer, der normalt ikke fører til sygdom, men som bliver patogene, når immunforsvaret er svækket.

Når mikroorganismerne er trængt ind i værtsorganismen og formerer sig, vil de sprede sig via lymfekarrene til de nærmeste lymfeknuder, hvor de oftest vil blive ødelagt. Hvis dette ikke sker, vil de komme ud i blodet, og her kan de ødelægges af de hvide blodlegemer eller af specielle hvide blodlegemer, der kaldes fagocytter, i leveren eller i milten.

I blodet findes desuden cirkulerende antistoffer, der er opstået efter tidligere infektioner eller vaccinationer, og som bidrager til at neutralisere mikroorganismerne.

Det er forholdet mellem mikroorganismernes aggressivitet, deres evne til at fremkalde sygdom (virulens) og kroppens modstandskraft, der er afgørende for sygdommens forløb og udfald. Hvis modstandsdygtigheden (resistensen) er stor nok, vil der ikke opstå sygdom.

Visse mikroorganismer mangler evnen til at trænge dybere ind i organismen, men producerer til gengæld giftstoffer (toksiner), som spredes med blodet, fx ved difteri, eller langs nerverne, fx ved stivkrampe.