C. botulinum er årsag til botulisme, der også er kendt som pølseforgiftning. Bakterien producerer et meget kraftigt nervetoksin, som på baggrund af mindre forskelle kan opdeles i typerne A-G, hvor A, B, E og sjældent F og G ses som årsag til botulisme hos mennesker, dyr og fugle. I Danmark er E-toksinet det hyppigste toksin. Toksinerne ødelægges alle ved opvarmning til 90 °C i to minutter.
Botulisme er en forgiftning (intoksikation), da toksinproduktionen i de fleste tilfælde er foregået under tilberedning eller opbevaring af mad under iltfattige forhold. På den måde pådrages sygdommen ved indtagelse af mad, idet C. botulinum ikke koloniserer i voksne menneskers tarm pga. voksnes normalflora. Børn i alderen tre uger til 8 måneder kan derimod få deres tarm koloniseret med bakterien, fx ved indtagelse af honning, der kan indeholde C. botulinum-sporer, og de koloniserende bakterier producerer så toksinet i børnenes tarm, så de får sygdommen. Derfor må man ikke give honning til små børn.
Ved tilberedning af mad med sous vide, der er langtidsopvarmning i vand ved 57 °C, er maden vakuumpakket og dermed iltfri, og hvis maden ikke nedkøles eller spises straks, er der risiko for fremvækst af C. botulinum-sporer og produktion af toksiner. De madvarer, der oftest er årsag til botulisme, er hjemmelavet mad som sild, makrel, leverpostej, fårehoveder, og fåreindvolde, tørrede sælluffer, svampe og grønsagsretter. Større udbrud relateret til fabriksfremstillede fødevarer ses også i bl.a. hasselnøddeyoghurt og tidligere i henkogte pølser i dåse – deraf navnet pølseforgiftning. Toksinerne absorberes fra tarmen og meget sjældne tilfælde fra forurenede sår.
Symptomerne på botulisme opstår efter 18-96 timer og starter ofte med dobbeltsyn, lysskyhed og siden slappe lammelser (pareser) i bl.a. åndedrætsmuskulaturen. Botulinum-toksinet er det kraftigste toksin, der kendes, og det virker ved at trænge ind i nervernes perifere ender og hæmme nerveimpulsernes udbredelse ved at hæmme frigørelse af acetylkolin fra nerveenderne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.