Kalmarunionen

Forud for oprettelsen af Kalmarunionen samt kroningen af Erik af Pommern som konge over Danmark, Norge og Sverige i 1397, havde Margrete 1. siden 1375 kæmpet for at erhverve sig magten først i Danmark og siden i de to andre riger. Det lykkedes hende at vinde kronen i Danmark for sin søn, Oluf, og henover de næste ti år at styrke kongemagtens kontrol over hele landet.

I 1380 døde hendes mand, kong Håkon 6. af Norge, hvorefter sønnen også arvede kongeværdigheden her. Efter sønnens død i 1387 lykkedes det Margrete at blive rigsstyrer i både Danmark og Norge, og snart allierede hun sig med væsentlige dele af det svenske aristokrati mod den tyske konge af Sverige, Albrecht af Mecklenburg. Det afgørende slag om magten i Sverige stod i 1389, hvor kong Albrecht og hans søn blev taget til fange. Herefter kan man sige, at Kalmarunionen reelt var etableret, selvom Margrete da endnu manglede at få herredømmet over Stockholm og enkelte andre svenske områder.

På mødet i Kalmar i 1397 blev den danske regent Margrete 1.s søsterdattersøn, den 15-årige Erik 7. af Pommern, kronet til fælles unionskonge. Han var i forvejen blevet hyldet til konge i hvert af de nordiske riger.

På selve Kalmarmødet forhandlede man en omfattende traktat, det såkaldte "unionsbrev", der fastlagde bestemmelser om fortsat kongefællesskab mellem de tre riger, kongens pligt til at styre hvert rige efter dets egne love og rigernes pligt til at stå hinanden bi mod ydre farer. Derudover udstedte man på mødet i Kalmar det såkaldte "kroningsdokument". Dette sikrede reelt, at den siddende regent kunne udpege sin efterfølger.

Margrete regerede generelt efter unionsbrevets bestemmelser, men tilpassede dets regler efter behov og indsatte egne tilhængere på len og bispestole uden hensyn til nationalitet.

Da Margrete 1. døde i 1412 blev scenen endelig overladt til Erik af Pommern. Han videreførte Margretes generelle politik, men 'arvede' også et opgør med greverne af Holsten om magten i det danske hertugdømme Slesvig.

Dette udviklede sig i det lange løb temmelig katastrofalt for kongen over de tre riger, ikke mindst fordi hansestæderne efterhånden med stor styrke tilsluttede sig holstenernes kamp. Selvom Erik af Pommern isoleret set klarede sig ganske godt i den krig, der brød ud med hansestæderne, var det formentlig deres finansielle bistand til holstenerne, der i sidste ende knækkede Erik af Pommern militært, så han i 1432 måtte gå ind på at overlade langt det meste af hertugdømmet Slesvig til greverne af Holsten.

Eriks langvarige krig mod holstenere og hansestæderne havde været dyr og medført et øget skattetryk på almuen og tvangslån hos kirken. I 1434 udbrød der oprør i Sverige, der blev ledet af Engelbrekt Engelbrektsson, og det udnyttede rigsrådet til at presse Erik for indrømmelser.

På et nyt Kalmarmøde i august 1436 støttede det danske rigsråd de svenske krav om, at Erik skulle regere efter det gamle Kalmarbrevs bestemmelser, respektere svensk lov og kun sætte indfødte svenske mænd på svenske len. Erik afviste de nye regentbetingelser og forsøgte at tvinge sin fætter Bugislav 9., der var arving til Norge, ind som regent. Men aristokratiet fastlagde i et nyt unionsudkast regler for valg af tronfølger, hvori man fastslog, at rigsrådene fremover skulle have mulighed for at vælge et medlem fra de forskellige nordiske adelsslægter som unionskonge, hvis man ikke kunne finde en eget kandidat blandt fyrsteslægterne.

Det danske og det svenske rigsråd afsatte i 1439 Erik, og man samlede sig nu om hans søstersøn, Christoffer af Bayern, der i 1440-1442 blev valgt til konge i alle tre riger. I 1443 blev han endda kronet til ærkekonge over Norden.

Den 15. august 1440 gav Christoffer formelt hertugdømmet Slesvig som len til den holstenske grev Adolf 8. Under Christoffer var det endegyldigt slut med det stærkt centraliserede styre, som Margrete og Erik havde håndhævet. Rigsrådene i de enkelte lande havde været ansvarlige for kongeskiftet og fik dermed naturligt nok betydeligt forøget deres magt herefter.

Ved Christoffers tidlige død i 1448 var der planer om nyt unionsvalg, men stormanden Karl 8. Knutsson vandt stemningen i Sverige for sit valg til svensk konge, hvilket var brud på unionsaftalerne. Det danske og svenske rigsråd blev på et unionsmøde i Halmstad i 1450 enige om at fastholde fred og union mellem Danmark-Norge under Christian 1. og Sverige under Karl. En fælles konge skulle vælges, når den ene eller begge konger var døde.

Da Karl 8. Knutsson måtte flygte fra et svensk oprør, blev unionen genskabt i 1457 under Christian 1., som dog allerede i 1464 atter blev fordrevet. Unionen mellem Danmark-Norge fortsatte, men Christian ville ikke acceptere de regentbetingelser, man nu stillede i Sverige.

Efter Karl 8. Knutssons død i 1470 gjorde Christian 1. et stort anlagt forsøg på at generobre kongemagten i Sverige, men led et forsmædeligt nederlag i slaget ved Brunkeberg i 1471. Herefter måtte han selv opgive at opnå kontrollen over Sverige. Han havde dog sørget for at få sin ældste søn, Hans, valgt til sin efterfølger i alle tre riger, og efter Christians død i 1481 indledte man langstrakte forhandlinger om vilkårene for Hans' kongedømme i de tre riger. Da man i princippet var nået til enighed, sprang svenskerne imidlertid fra, hvorefter Hans måtte lade sig nøje med at blive dansk og norsk konge i 1483.

I 1497 opstod der imidlertid atter så meget splid i det svenske aristokrati, at Hans kunne udnytte chancen og blive svensk konge. Denne gang varede det imidlertid blot fire år, før han i 1501 atter blev fordrevet.

Det sidste forsøg på at genoprette Kalmarunionen blev gjort af kong Hans' søn, Christian 2., der blev dansk-norsk konge i 1513. Hans ambition var at styrke kongemagten og erobre Sverige tilbage, hvilket – atter på grund af indbyrdes stridigheder i Sverige – lykkedes i 1520. Kort efter Christian 2.s festlige kroning som svensk arvekonge iværksatte man det såkaldte Stockholmske Blodbad, der kostede 82 tidligere fremtrædende modstandere af Christian 2. livet.

Hvis Christian 2. troede, at han dermed havde knust al fremtidig svensk modstand, blev han skuffet. Tværtimod førte blodbadet til oprør, og allerede året efter, i 1521, var det slut med Christians herredømme i Sverige. Oprøret blev ledt af den svenske stormand Gustav Vasa, der i 1523 lod sig udråbe som Sveriges konge.

Hermed var det endegyldigt slut med Kalmarunionen, og samme år faldt også kongen i Danmark og Norge. Christian 2. blev afsat og erstattet af sin farbror, Frederik 1. Denne frasagde sig i 1524 kravet på Sverige. Kalmarunionen var slut.

Kalmarunionen skyldtes basalt set, at de tre gamle nordiske kongeslægter kun kunne byde på ét acceptabelt kongsemne (ad gangen), tilsat de svenske stormænds evindelige oprørskhed mod deres konger. Denne oprørskhed viste sig i løbet af 1400-tallet især at dække over evigt stridende fraktioner, der kæmpede om magten i Sverige. En del svenske stormænd havde på grund af ægteskabsforbindelser og godsarv i flere lande en klar interesse i at opretholde det nordiske kongefællesskab, mens andre af og til kunne se en fordel i at benytte de danske konger i deres eget magtspil.

Den dominerende tendens synes dog at have været, at man i Sverige ønskede en fjern og ikke for magtfuld unionskonge, som lyttede til de ledende mænd i riget. På nationalt og regionalt plan fik disse ledende mænd mere eller mindre frit slag til at styre landet uden for megen indblanding fra kongens side.

• Erik af Pommern
• Margrete 1.
• Albrecht af Mecklenburg
• konglomeratstat
• Skånemarkedet
• Dronning Fillippa
• Christoffer af Bayern
• Christian 1.
• Kong Hans
• Christian 2.
• Det stockholmske blodbad
• Christian 2.s landflygtighed og tilfangetagelse 1523-1559
• Christian 2.s eftermæler i Sverige og Danmark
• tidslinje over Kalmarunionen

• Unionsbrevet 1397 om regeringsudøvelsen i Kalmarunionen
• Erik af Pommerns kroningsdokument, 13. juli 1397
• Margrete 1.s forordning, 24. januar 1396
• Christoffer 3. af Bayerns forordning om landefred, 12. juni 1442
• Kong Hans' forbud mod at studere ved udenlandske universiteter, 10. maj 1498
• Henvendelse fra syv riddere og seks væbnere til Den Tyske Ordens Højmester om at få udleveret ”den falske Oluf”, 17. juni 1402
• Brev fra Højmesteren for Den Tyske Orden til Margrete 1. om udlevering af ”den falske Oluf”, 21. juli 1402
• Margrete 1.: Instruks for Erik 7. af Pommern i anledning af hans forestående rejse til Norge, 1405

• Bøgh, Anders: Sejren i kvindens hånd. Kampen om magten i Norden ca. 1365-89 (2003).
• Christensen, Aksel E.: Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439 (1980).
• Dahlerup, Troels: Danmarkshistorie, bind 6 (1989).
• Due-Nielsen, Carsten m.fl. (red.): Konger og Krige 700-1648. Dansk Udenrigspolitiks Historie 1 (2001).
• Etting, Vivian: Fra fællesskab til blodbad: Kalmarunionen 1397-1520 (1998).
• Hedemann, Markus: Danmark, Slesvig og Holsten 1404-1448 – konflikt og konsekvens (2018).
• Larsson, Lars-Olof: Kalmarunionens tid. Från drottning Margareta till Kristian II (1997).