Danmark-Norge

Forudsætningerne for et dansk-norsk kongedømme blev skabt gennem de dynastiske forbindelser mellem de nordiske riger. Den norske konge Håkon 6. giftede sig i 1363 med Margrete, datter af den danske konge Valdemar Atterdag. Deres søn Oluf blev valgt til dansk konge i 1376 og arvede den norske trone i 1380. Margrete fungerede som regent for den mindreårige Oluf og efter hans død i 1387 som rigsstyrer i både Danmark og Norge.

Margrete udvidede herefter sin magt til Sverige. I 1396 blev hendes søsterdattersøn Erik af Pommern hyldet som konge i Danmark og Sverige, og året efter blev han kronet i Kalmar som konge over Danmark, Norge og Sverige. Dermed var grundlaget for Kalmarunionen skabt.

Kalmarunionen var et samlet monarki, men de tre riger bevarede deres egen lovgivning og havde i vidt omfang egne politiske institutioner. Fælles var først og fremmest kongen samt udenrigspolitik og forsvar.

Unionen var præget af konflikter mellem kongemagten og de enkelte rigers eliter. Erik af Pommerns krige mod holstenere og hansestæderne medførte øgede skatter og modstand, og han blev afsat i Danmark og Sverige i 1439 og i Norge i 1442.

Efter kong Christoffer af Bayerns død i 1448 opstod en strid om Norge mellem den danske konge Christian 1. og den svenske Karl Knutsson. Christian 1. blev norsk konge i 1450, og Danmark og Norge indgik samme år en unionsaftale, Bergentraktaten. Den fastslog, at rigerne skulle være ligestillede og kun have kongen tilfælles. Det norske rigsråd bevarede derfor en betydelig selvstændighed.

I løbet af anden halvdel af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet blev den norske selvstændighed imidlertid gradvist svækket. Danske lensmænd fik stadig større indflydelse, og i 1502 gjorde den norske adelsmand Knut Alvsson oprør mod kong Hans' politik. Oprøret mislykkedes, og under Christian 2. fortsatte centraliseringen. Det norske rigsråds indflydelse blev yderligere begrænset.

Da Sverige endeligt forlod Kalmarunionen i 1523, fortsatte Danmark og Norge deres fælles kongedømme.

Efter Christian 2.s afsættelse forsøgte den norske elite at bevare landets politiske selvstændighed. Reformationen ændrede imidlertid magtforholdet afgørende. Efter Christian 3.s magtovertagelse i Danmark og indførelsen af Reformationen i 1536 blev den katolske kirke i Norge afskaffet. Ærkebiskop Olav Engelbrektsson måtte flygte, og de norske biskopper blev afsat. Samtidig blev de norske rigsborge lagt under danske lensmænd.

På rigsmødet i København i 1536 blev det fastslået, at Norge fremover skulle være underordnet den danske krone. Det norske rigsråd blev afskaffet, og Norge mistede dermed den politiske selvstændighed, landet havde haft i unionen. Perioden 1536-1660 betegnes derfor ofte som lydrigetiden.

Norge blev dog ikke fuldstændig indlemmet i Danmark. Norsk lov fortsatte med at gælde, der blev fortsat afholdt særlige norske kongehyldninger, og Norge bevarede reelt status som kongerige. Landet blev administreret som en del af den fælles stat med centraladministration i København. Statholderen på Akershus var kongens øverste repræsentant i Norge.

Under Christian 4. blev forbindelserne mellem de to riger yderligere udbygget. Kongen fremmede minedrift, trælasthandel og byudvikling i Norge og grundlagde bl.a. Kristiansand og genopførte det nedbrændte Oslo (som kom til at hedde Kristiania i perioden 1624-1924). Samtidig blev forvaltningen moderniseret, og toldvæsenet blev udbygget.

Danmark-Norges krige mod Sverige fik stor betydning for Norge. Under Torstenssonfejden 1643-1645 måtte Danmark-Norge bl.a. afstå landskaberne Jämtland og Härjedalen til Sverige. Karl Gustav-krigene 1657-1660 førte til yderligere territoriale tab, men ved freden i København i 1660 blev Trondhjem len og Bornholm tilbagegivet. Krigene havde samtidig medført en større norsk militær mobilisering og udviklingen af en mere selvstændig norsk administration.

Krigene mod Sverige havde bragt Danmark-Norge ud i en alvorlig økonomisk og politisk krise. I 1660 gennemførte Frederik 3. et statskup, som ophævede adelens politiske særstilling. Rigsrådet blev opløst, og Danmark og Norge blev fremover styret af enevældige konger gennem en fælles centraladministration i København.

Enevælden ændrede ikke grundlæggende Norges statsretlige stilling, men den gjorde den fælles statsadministration endnu stærkere. Danske embedsmænd besatte fortsat mange ledende poster i central- og lokalforvaltningen.

En vigtig følge af enevælden var en større retslig ensartethed. Danske Lov fra 1683 blev efterfulgt af Norske Lov i 1687. Norske Lov byggede i høj grad på den danske, men var tilpasset norske forhold.

Det lange opgør med Sverige under den Store Nordiske Krig 1709-1720 førte ikke til, at de tidligere tabte danske og norske provinser blev genvundet, om end den svenske stormagtstid var forbi.

Efter 1720 søgte Danmark-Norge at holde sig uden for de europæiske stormagtskrige. Neutraliteten gav gode muligheder for handel og skibsfart, og især den norske handelsflåde voksede. Flere norske ladepladser, dvs. havne, blev købstæder, og en økonomisk stærk borgerstand voksede frem.

Handelen mellem Danmark og Norge blev samtidig intensiveret. Norsk jern og tømmer blev i stigende grad udvekslet med dansk korn, mens Danmark-Norge også deltog i fjernhandelen med Middelhavsområdet og de oversøiske besiddelser i Nordatlanten, Indien, Afrika og Vestindien.

I slutningen af 1700-tallet gennemførtes en række politiske og økonomiske reformer. I Danmark blev stavnsbåndet ophævet i 1788 og trykkefriheden indført i 1790, mens økonomien blev liberaliseret. I Norge blev handelsreguleringer og dele af beskyttelsestolden lempet.

De kulturelle og uddannelsesmæssige forbindelser mellem Danmark og Norge blev samtidig stadig tættere. Mange danskere og indbyggere fra hertugdømmerne slog sig ned i Norge, mens nordmænd rejste til Danmark for at uddanne sig og gøre karriere. Dansk var det dominerende skriftsprog i Norge, mens det norske talesprog fortsatte med at være udbredt blandt befolkningen.

Samtidig voksede en særskilt norsk national bevidsthed frem. I anden halvdel af 1700-tallet blev der bl.a. fremsat ønsker om en egen norsk bank og et norsk universitet, universitetet blev dog først blev oprettet i 1811. Dermed blev nogle af de spændinger mellem fællesskab og national selvstændighed synlige, som senere skulle få betydning for opløsningen af Danmark-Norge.

Efter Den Franske Revolution blev det stadig vanskeligere for Danmark-Norge at bevare sin neutralitet. Danmark kom i konflikt med Storbritannien i 1801 og igen fra 1807, og krigene fik alvorlige økonomiske og politiske følger. Den dansk-norske flåde blev bortført af briterne, der opretholdt en flådeblokade af Norge. Norge blev dermed afskåret fra de danske kornforsyninger og oplevede hungersnød, mens riget gik statsbankerot i 1813.

Efter Napoleonskrigene måtte Danmark ved Freden i Kiel i 1814 afstå Norge til Sverige. Dermed ophørte det dansk-norske fællesskab efter mere end 400 år. Island, Færøerne og Grønland, som havde været knyttet til Norge, forblev under den danske krone.

Fredsaftalen blev udnyttet af nordmændene, godt hjulpet af den danske tronfølger Christian Frederik, der da fungerede som statholder. Han bidrog i foråret 1814 til at give Norge en form for uafhængighedserklæring med en liberal grundlov, Eidsvollforfatningen, der blev vedtaget 17. maj 1814.

Christian Frederik blev valgt til Norges konge, men han måtte efter svensk krav abdicere den 10. oktober. Den 4. november 1814 blev der indgået en svensk-norsk personalunion, som forenede de to kongeriger frem til 1905.

Selvom den dansk-norske politiske union således var blevet opløst, fortsatte de tætte kulturelle, sproglige og historiske forbindelser mellem Danmark og Norge i årene fremover.

• Norges historie 900-1660
• Norges historie 1660-1814
• Kalmarunionen
• Margrete 1.
• Christian 4.
• Store Nordiske Krig
• Englandskrigene
• Den dansk-norske skilsmisse i 1814

• Oprettelsen af Universitet i Oslo, 1813

• Albrectsen, Esben, Øystein Rian, Ståle Dyrvik & Ole Feldbæk: Danmark-Norge – 1380-1814 (4 bind). Universitetsforlaget og Akademisk Forlag, 1997-1998.
• Bagge, Sverre og Knut Mykland: Norge i dansketiden. Politikens Danmarkshistorie, 1987.
• Bjøkvik, Halvard: Folketap og sammenbrudd 1350-1520. Aschehougs Norges Historie 4, 1996.
• Dyrvik, Ståle og Ole Feldbæk: Mellom brødre 1780-1830. Aschehougs Norges Historie 7, 1996.
• Glenthøj, Rasmus og Morten Nordhagen Ottosen: Krig, nederlag, frihed. Gads Forlag, 2014.
• Glenthøj, Rasmus (red.): Mellem brødre: Dansk-norsk samliv i 600 år. Gads Forlag og Scandinavian Academic Press, 2016.
• Hemstad, Ruth: Den dansk-norske skilsmisse. 100 danmarkshistorier. Aarhus Universitetsforlag, 2023.
• Sogner, Sølvi: Krig og fred 1660-1780. Aschehougs Norges Historie 6, 1996.
• Rian, Øystein: Den nye begynnelsen 1520-1660. Aschehougs Norges Historie 5, 1995.