Oluf 2.

Som en af Valdemar Atterdags to dattersønner var Oluf den ene kandidat til at efterfølge sin morfar som konge. Umiddelbart inden sin død den 24. oktober 1375 ser det ud til, at Valdemar besluttede sig for at satse på Oluf som sin efterfølger. Resultatet var i hvert fald, at Oluf på et danehof i Slagelse den 3. maj 1376 blev valgt som dansk konge med sine forældre som formyndere.

Imidlertid blev der også udfoldet store anstrengelser på vegne af den anden tronkandidat, Albrecht 4. af Mecklenburg, søn af Margretes ældre søster Ingeborg, som betød, at der i begyndelsen bestod en stærk trussel mod Olufs herredømme over hele det danske rige.

Regeringen blev i disse år varetaget af Margrete i samråd med drosten Henning Podebusk og rigsrådet på barnekongens vegne, og det lykkes dem i de efterfølgende år med succes at afværge alle trusler.

Olufs far Håkon døde allerede i 1380, og herefter var Oluf både konge i Danmark og Norge. I Norge blev han hyldet i 1381, hvilket kom til at markere begyndelsen af unionen mellem de to riger Danmark og Norge, der varede ved indtil Kielerfreden 1814.

Først i 1385 lykkedes det for Olufs parti at hævde herredømmet over Danmark fuldstændigt. Baggrunden for dette var blandt andet, at Oluf da blev erklæret myndig, rejste riget rundt og modtog hyldning samt troskabseder fra herremændene på rigets forskellige landsting.

Særlig betydningsfuld var det, at det var lykkes for Margrete at vinde kontrollen over Skåne tilbage fra hansestæderne, og Oluf derfor også kunne hyldes på Landstinget i Lund 28. maj 1385. Snart antog han også titlen "sand arving til Sveriges rige" for at udnytte den stærke utilfredshed i Sverige med kong Albrecht af Mecklenburg.

Under en rejse i Skåne i sommeren 1387 døde Oluf imidlertid ganske uventet på Falsterbohus og blev siden gravlagt i Sorø Klosterkirke. Hans mor Margrete satte satte sig efterfølgende i besiddelse af magten som rigsstyrer og blev på landstinget i Lund kåret til "fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder" — en titel, der var helt uden sidestykke. I Norge blev hun i begyndelsen af 1388 valgt til regent på livstid, men da Norge var et arverige, måtte man også her fastslå, hvem arven skulle gå til.

Oluf havde været det sidste medlem af mandslinjen i den svenske kongeslægt Folkungerne, som med Magnus Eriksson også var kommet på den norske trone. Og i Danmark var han dattersøn af den sidste af mandslinjen i den gamle danske kongeslægt.

For at forhindre, at mecklenburgerne nu skulle overtage tronerne både i Danmark og Norge, måtte Margrete række ud til fjernere slægtninge, nemlig hendes søsterdatter Maria og Vartislav 7. af Pommern (død 1394), hvis søn Bugislav nu blev Margretes fostersøn og opdraget til at overtage kongegerningen i de nordiske riger under navnet Erik af Pommern.

Den unge Olufs død gav grobund for alle mulige rygter. Ifølge en islandsk optegnelse forsvandt Oluf: "Danerne sagde, at han var død, men nordmændene ville ikke tro det."

I 1402 hævdede en mand i Preussen, at han var Oluf. Han påstod, at hans magtsyge mor havde forsøgt at forgifte ham, men at det var lykkes ham at flygte fra Danmark. Margrete krævede ham udleveret, og da det viste sig, at manden ikke kunne dansk og indrømmede at være født i Tyskland, blev den formentlig sindsforvirrede mand brændt på bålet.

En anden falsk Oluf ligger begravet i Perugia i Italien, hvor en lokal helgen på mærkværdig vis er blevet blandet sammen med historien om Oluf, der undslap sin mors anslag mod hans liv.

• Håkon 6. Magnusson
• kongerækken i Danmark
• Margrete 1.
• Norges regenter
• Valdemar Atterdag
• Albrecht af Mecklenburg
• Henning Podebusk

• Betænkning om rigets styrelse 1377
• Margretes valg til fuldmægtig frue, 10. august 1387
• Margrete 1.s forordning, 24. januar 1396
• Henvendelse fra syv riddere og seks væbnere til Den Tyske Ordens Højmester om at få udleveret ”den falske Oluf”, 17. juni 1402
• Brev fra Højmesteren for Den Tyske Orden til Margrete 1. om udlevering af ”den falske Oluf”, 21. juli 1402

• Bøgh, Anders: Sejren i kvindens hånd. Kampen om magten i Norden ca. 1365-89 (2003).
• Bökwall, C. (red.): Kung Olofs minne (1987).
• Jespersen, Mikkel Leth: Dronningen griber magten. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2022).
• Olrik, Jørgen: Oluf 2. i Dansk Biografisk Leksikon