Fugtig natureng med bl.a. majgøgeurt (Dactylorhiza majalis) og trævlekrone (Lychnis flos-cuculi).

Natureng
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.
Kultureng med dominans af græsser og meget få andre urter.

Enge er lysåbne græs- og ofte urterige økosystemer på fugtig jordbund. I Danmark er engen i høj grad en kulturbetinget naturtype, som er afhængig af pleje for at undgå tilgroning. Historisk set er engene opstået ved længere tids høslæt og græsning på naturligt vandlidende arealer. Man finder derfor ofte enge langs søer og vandløb. Skovenge findes på fugtig jordbund i skove, hvor der ikke forekommer skovdrift. Enge eller ferske enge adskiller sig fra strandenge ved normalt ikke direkte at være påvirket af saltvand og, at de som regel findes inde i landet i ådale og langs bredden af søer.

Faktaboks

Etymologi

Ordet eng stammer fra det norrøne ord eng, som er i slægt med det tyske Anger ’grønning’ eller ’fælled’ og det græske ord ankos, der betyder ’dal’.

Teknisk set er enge moser med samme sammensætning af plantearter som i forskellige typer kær. De adskiller sig fra overdrev ved at være fugtige, men karplanter, som forekommer på overdrev, kan også forekomme i enge. Det er alene den landbrugsmæssige drift, der har holdt og holder engenes vegetation lav. Efter ophør af høslæt eller græsning gror engene som regel til med træer og buske som birk, rødel og pil.

Engens vegetation

Enge kan have en artsrig og varieret vegetation. Blandt de karakteristiske urter på engene er engkabbeleje (Caltha palustris), engblomme (Trollius europaeus), engkarse (Cardamine pratensis), trævlekrone (Lychnis flos-cuculi), vinget perikon (Hypericum tetrapterum) samt flere arter af orkideer, fx maj-gøgeurt (Dactylorhiza majalis).

Hvis græsning eller høslæt ophører, vil enge ofte blive domineret af høje urter som stor nælde (Urtica dioica), tagrør (Phragmites australis), lådden dueurt (Epilobium hirsutum) eller almindelig mjødurt (Filipendula ulmaria).

Kulturenge, som har været gødet, har oftest en mere artsfattig vegetation, der primært består af græsser, fx rød svingel (Festuca rubra), rajgræs (Lolium perenne), almindelig rapgræs (Poa trivialis) eller eng-rottehale (Phleum pratense ssp. pratense).

Høslæt og græsning

Enge med høslæt favoriserer tidligt blomstrende planter, hvis frugtudvikling er færdig, når høet slås. Dermed har høslæt skabt den typiske, tidligt blomstrende engflora. Før i tiden var høenge hovedgrundlaget for husdyrenes vinterfodring. Nu er høproduktionen i naturlige enge næsten ophørt, mens afgræsning stadig spiller en vis rolle. På græssede enge er der ofte en afvekslende flora af bl.a. mjødurt, løvefod og måske orkideer. Et flertal af alle enge er afvandede og dyrkede med korn eller foderafgrøder som græs til græspiller. I opdyrkede, stærkt gødede enge findes kun en triviel artsfattig vegetation.

Enge som rensningsanlæg

Kultiverede enge på tørvebund synker sammen efter nogle års forløb som følge af tørvens iltning. Hvis jorden sætter sig nok, kan de ske, at dyrkning og græsning må opgives på grund af for højt grundvandsspejl.

Vådlagte enge med tørvebund omdanner nitrat ved reduktion. Når nitrat siver ind fra de omgivende marker, bliver den omdannet til luftformigt kvælstof (N2) i den iltfrie, vandmættede jordbund. Processen med reduktion af nitrat foregår ved, at visse bakterier udnytter nitrat som iltningsmiddel. Målinger i danske enge har vist, at én hektar eng kan nedbryde 500-800 kg nitrat pr. år. Derfor kan enge virke som rensningsanlæg ved at fjerne 20 kg nitrat, der årligt afgives fra en hektar dyrket jord.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig