Den kolde krig

Under den kolde krig stod NATO-landene (eller Vestblokken, vist med blå) over for Warszawapagt-landene (eller Østblokken, vist med rød).

Berlinmuren var et af den kolde krigs mest ikoniske symboler.

Den kolde krig er betegnelsen for de konflikter i international politik, der opstod mellem landene i de to militæralliancer NATO og Warszawapagten (anført af hhv. USA og Sovjetunionen) i perioden fra 2. verdenskrigs afslutning til Sovjetunionens opløsning i 1991.

Konfliktens vigtigste årsag var, at NATO-landene og Warszawapagt-landene havde forskellige, og uforenelige, politiske og økonomiske systemer, og derfor ikke kunne blive enige om, hvordan Tyskland og Europa skulle genopbygges efter 2. Verdenskrig. Warszawapagt-landene var alle etpartistater med kommunistiske samfund som mål, mens de fleste NATO-lande var flerpartistater baseret på markedsøkonomi. Konflikten blev kaldt den kolde krig, fordi truslen om verdensomspændende atomkrig mellem de to militæralliancer, en tredje verdenskrig, førte til at parterne undgik at gå i direkte, varm krig mod hinanden. I stedet indgik man i stedfortræderkrige mange forskellige steder, bl.a. Koreakrigen, Vietnamkrigen og Afghanistan-konflikten, hvor konfliktens parter gav de stridende parter i den lokale konflikt militær og økonomisk støtte. Under den kolde krig bedrev Øst- og Vestblok-landene intens spion- og efterretningsvirksomhed mod modparten. Styrkeforholdet mellem de stridende parter blev både målt ud fra præstationer inden for militær oprustning, men også inden for rumfart, teknologi og idræt.

Krigens forløb var kendetegnet ved, at højspændte perioder vekslede med perioder med afspænding. Krigen begyndte dramatisk få år efter 2. Verdenskrigs afslutning med Truman-doktrinen i 1947, den sovjetiske blokade af Berlin i 1948-49 og Koreakrigen 1950-53. Herefter fulgte en kort periode med afspænding, inden de næste konflikter brød ud, dels i Mellemøsten og Ungarn i 1956, dels i Berlin omkring 1960, samt ikke mindst Cubakrisen i 1962, hvor man var meget tæt på en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Efter Cubakrisen fulgte en halv snes år med fornyet afspænding og en række aftaler, bl.a. SALT, mellem parterne om våbenkontrol. Fra ca. 1970 bredte afspændingen sig også til Europa, bl.a. med en begyndende normalisering af forholdet mellem Østtyskland og Vesttyskland. Hen mod slutningen af 1970-erne forværredes forholdet mellem USA og Sovjetunionen på ny, især efter Sovjets beslutning om at opstille SS-20-mellemdistanceraketter i Østeuropa som efterfølgende førte til Natos dobbeltbeslutning, der imødegik denne oprustning med opstilling af 572 raketter i Vesteuropa. Samtidig invaderede Sovjetunionens Afghanistan. Den amerikanske præsident Reagans første embedsperiode 1981-85 var præget af en kraftig oprustning og nedfrysning af kontakten mellem parterne. Med Mikhail Gorbatjovs overtagelse af den sovjetiske ledelse i 1985 ændredes sovjetisk udenrigspolitik hen mod afspænding og samarbejde med NATO-landene, og en række vellykkede møder mellem Gorbatjov og Reagan indvarslede en ny periode med afspænding.

Den kolde krig sluttede delvist med Berlinmurens fald 9. november 1989 og endeligt med Sovjetunionens sammenbrud og endelige opløsning 26. december 1991.

Definition

Udtrykket ”den kolde krig” optrådte første gang i efteråret 1945 i et indlæg af forfatteren George Orwell, som reaktion på fremkomsten af atomvåben. To år senere blev vendingen almindelig kendt gennem bogen ”The Cold War” af den amerikanske skribent Walter Lippmann, som angiveligt havde hentet udtrykket fra det franske ”la guerre froide”, som i 1930-erne optrådte i den franske samfundsdebat.

Situationen i 1945

Nagasaki efter USA's atomangreb, 9. august 1945

Med Nazi-Tysklands nederlag i maj 1945 og Japans overgivelse i august 1945 opstod der et magttomrum i den globale verdensorden. Anden verdenskrigs sejrherrer, USA, Sovjetunionen og Storbritannien, skulle nu forsøge at indrette den nye verden, men det viste sig hurtigt, at der var interessekonflikter mellem parterne. I Vesten opstod en voksende mistillid til de sovjetiske hensigter på baggrund af udviklingen i de sovjetisk besatte områder.

Tyskland kom til at spille en hovedrolle i den kolde krig. På Potsdamkonferencen blev Tyskland opdelt i fire besættelseszoner, en amerikansk, en britisk, en fransk og en sovjetisk, efter at Frankrig efter amerikansk-britisk ønske blev inddraget i besættelsen af Tyskland. Hurtigt dannedes der en hovedskillelinje mellem de tre vestlige zoner og den sovjetiske, så delingen i Vesttyskland og Østtyskland blev gennemført. I vesten satsede de politiske ledere på et politisk system baseret på demokrati og liberal markedsøkonomi, mens man i øst tilstræbte et samfundssystem med planøkonomi, der havde forbillede i Sovjetunionen. Berlin, som lå som en enklave i den sovjetiske zone, blev opdelt på samme måde med tre vestlige sektorer og en østlig.

Også i det øvrige Europa gjorde en opdeling mellem øst og vest sig hurtigt gældende. De østeuropæiske lande, der var blevet befriet fra tyskerne af Sovjetunionen, fik indsat kommunistiske regeringer, officielt fordi Stalin ønskede en sikkerhedszone som værn mod fremtidige tyske angreb.

Den kommunistiske magtovertagelse i Øst-Europa

Fordelingen af Europa i alliancer under den kolde krig

Baggrund

Østeuropa er siden 1949 blevet brugt som betegnelsen for de lande i Central- og Østeuropa, der efter 2. verdenskrig blev underlagt sovjetisk hegemoni og indlemmet i COMECON og Warszawapagten. Mellem de enkelte lande var der (og er fortsat) betragtelige historiske, politiske, økonomiske og etniske forskelle. Med undtagelse af Bulgarien, Rumænien og Albanien opstod de som selvstændige stater efter 1. verdenskrig. I stort set alle landene, med Tjekkoslovakiet som eneste undtagelse, opstod der i mellemkrigsperioden ikke-demokratiske regimer, i flere tilfælde med voksende fascistiske og pro-nazistiske elementer og agitation for en aggressiv nationalisme, der normalt var rettet mod nabostater og etniske mindretal inden for egne grænser. De østeuropæiske lande var prægede af økonomiske problemer og social nød under den nazistiske besættelse og krigsførelse frem til 1945. Mod slutningen af 2. Verdenskrig var det for de fleste af landene – med Tjekkoslovakiet som undtagelse – indlysende, at en genopretning af mellemkrigstidens styreformer ikke kunne komme på tale, da flere af disse lande havde været nært allierede med Nazi-Tyskland.

Forløb

Billede taget under Jaltakonferencen i 1945. Fra venstre: Churchill, Roosevelt og Stalin.

Allerede i februar 1945 havde den sovjetiske udenrigsminister Molotov udtrykt sin bekymring over Jalta-aftalens mulige negative indflydelse på Stalins plan om magtovertagelsen i Østeuropa; men Stalin beroligede ham med ordene:"Skidt med det. Vi gør det senere på vores måde" De kommunistiske partier havde nydt godt af de sovjetiske styrkers befrielse af landene fra de nazistiske og facistiske besættelsesmagter. Lige efter krigen stod kommunistpartierne stærkest i Tjekkoslovakiet, samt i Jugoslavien og Albanien, hvor kommunisterne havde stået i spidsen for en partisankrig mod de fascistiske og nazistiske besættelsesmagter. Modstandskampen havde skabt en udbredt folkelig opbakning. De kommunistiske partier stod derimod svagt i Polen, Rumænien og Ungarn, men ved hjælp af koalitionsregeringer mellem på den ene side de kommunistiske partier og på den anden de borgerlige partier, der efter kommunisternes opfattelse ikke havde samarbejdet med besættelsesmagten, fik kommunisterne fra 1945 del i magten. Winston Churchill, som var den første vestlige leder, der officielt tog afstand fra den sovjetiske kontrol med Østeuropa, benyttede i den opsigtvækkende tale i Fulton (USA) udtrykket "jerntæppet" om den sovjetiske kontrol med dets "lydstater". I Vestmagterne blev dette udtryk hurtigt den officielle betegnelse for delingen af Europa.

Efterhånden tiltog kommunisterne sig mere og mere magt, mens de andre koalitionspartnere fik reduceret deres indflydelse eller helt blev ekskluderet fra regeringerne. I de fleste østeuropæiske lande fandt den endelige magtovertagelse sted 1947-48 ved at de folkedemokratiske partier blev underlagt kommunistpartiet.

I Tjekkoslovakiet havde kommunisterne dannet regering med socialdemokratiet. Men efter en intern konflikt mellem regeringspartierne overtog kommunisterne i februar 1948 i strid med forfatningen de regeringsposter, som de ikke-kommunistiske medlemmer af regeringen havde forladt i protest.

I årene efter magtovertagelserne blev de østeuropæiske økonomier omdannet til centrale planøkonomier efter sovjetisk forbillede. I flere af landene som Tjekkoslovakiet og Ungarn blev der gennemført udrensninger blandt medlemmerne af de kommunistiske partier. I flere af landene var der tale om opgør mellem de kommunister, der var i hjemlandene under krigen, og Moskva-kommunister, der havde været i eksil under krigen. I de lande, hvor de ikke-kommunistiske partier stadig eksisterede, fungerede de inden for rammerne af særlige nationale fronter og underlagt de kommunistiske partier. Opposition mod de regerende kommunistiske partier var ikke tilladt, men de enkelte partier som bondepartier kunne inden for visse rammer godt drive lobbyvirksomhed for bestemte befolkningsgrupper og bøndernes interesser. De muligheder blev forbedret efter Stalins død i marts 1953 og efter den 20. partikongres i Sovjetunionen i 1956, hvor centralismen og undertrykkelsen af anderledes tænkende blev lempet noget.

I 1948 blev Titos Jugoslavien ekskluderet fra den kommunistiske samarbejdsorganisation, Kominform, officielt fordi kommunistpartiet havde indtaget nationalistiske særstandpunkter. Jugoslavien kom til at fremstå som et af de førende lande inden for den alliancefri bevægelse og fortaler for en mere selvforvaltende form for socialisme. Efter Stalins død blev forholdet til Sovjetunionen forbedret, men det blev kølnet igen efter den politiske opstramning, der fandt sted inden for den verdenskommunistiske bevægelse efter invasionen af Ungarn i 1956 og forværringen af forholdet mellem Sovjetunionen og Kina i slutningen af 1950'erne.

USA's rolle og politik lige efter freden i 1945

Monroe-doktrinen fra 1823 havde givet USA et præg af isolationisme, og det var tilsyneladende kun nødtvungent, at Franklin D. Roosevelt involverede stormagten i 2. verdenskrig. Nyere forskning har dog påpeget, at den internationalt orienterede amerikanske præsident blot ventede på et påskud til at påtage sig opgaven som bekæmper af totalitære regimer, og det blev muligt ved det japanske angreb på Pearl Harbour.