sprog i Skotland

Selv om Skotland har været beboet siden mesolitikum og nok også før, er der ikke fundet belæg for de sprog, som blev talt i landet før kelternes migration dertil. I fagkredse er der debat om, hvorvidt nogle stednavne er af prækeltisk oprindelse.

De første skriftlige belæg for Skotlands sprog er personnavne i romerske tekster fra de første århundreder efter vor tidsregning. Tacitus nævner Calgacus, kaledoniernes formodede leder, i Agricola (98 e.v.t.), og Cassius Dio nævner en anden kaledonisk leder, Argentocoxos, i sin Romerske historie (230'erne e.v.t.). Da navnene Calgacus og Argentocoxos anses for at være keltiske, antages det, at kaledonierne på den tid talte et keltisk sprog.

Andre tidlige sproglige belæg er stednavne som Dumyat hill, Dunkeld og Schiehallion, som menes at stamme fra britanniske sprog, muligvis piktisk, fordi det var netop picterne, der havde magten over det meste af landet på det tidspunkt. Dog er der uenighed om, hvorvidt piktisk var et britanisk sprog.

Da skotterne, en stamme gælere fra Irland, koloniserede Skotland fra 400-tallet, bragte de gælisk med sig, det keltiske sprog, der udviklede sig til skotsk-gælisk.

I 400-tallet kom de første germanere til De Britiske Øer; nogle plyndrede, mens andre bosatte sig ved kysterne og langs floderne. De kaldte sig angler og saksere og talte forskellige nordsøgermanske sprog. Med tiden spredte germanerne sig over Storbritannien og grundlagde kongedømmerne Bernicia og Northumbria i Nordengland. Kongedømmerne spredte sig over store dele af Skotland og havde stor indflydelse på de sproglige forhold på grund af giftermål og samfundenes flersprogethed. Men gæliske og piktiske sprog havde også indflydelse på det germanske sprog, der nu oftere blev kaldt engelsk.

Da vikingerne begyndte at angribe Storbritannien i 800- og 900-tallet, introducerede de deres nordiske sprog til øen. Først til kystområder og siden i indlandet. Den nordlige del af Skotland samt øerne Orkney og Shetland blev et overvejende nordisktalende område, hvor sproget udviklede sig til norn.

I kongedømmet Alba, som blev grundlagt i 843 gennem en union mellem skotter og pikter, begyndte det piktiske sprog og identitet at forsvinde til fordel for gælisk, især i 1000-tallet. I det britanniske kongedømme Strathclyde i det sydvestlige Skotland forsvandt det britanniske sprog til fordel for engelsk. Selvom gælisk havde spredt sig i lavlandet, skabte den normannisk adel fra England i 1100-tallet politiske alliancer i Skotland gennem giftermål og styrkede dermed det engelske sprog. Der var også mange nordenglændere, der bosatte sig i regionen for at arbejde i de nye købstæder (burghs). Deres dialekter (såkaldt Inglis) havde stor indflydelse på udviklingen af scots.

I den nordlige del af landet forblev gælisk dominerende, men Inglis blev brugt der også, især ved kysten. Yderligere udbredelse af det germanske sprog, som nu kaldes scots, i gæliske områder blev hjulpet af kampen for uafhængighed. Til sidst blev scots til den skotske stats hovedsprog i 1500-tallet, og det erstattede latin i både litteratur og i officielle dokumenter. Samtidig tabte gælisk sin prestige, men spillede stadig en rolle i højlandets samfund og litteratur.

Da Skotland indgik i union med England i 1707, blev det pludselig engelsk, der var statens hovedsprog. Scots blev i stedet behandlet som en simpel dialekt uden prestige, og det mistede terræn i skriftlig brug. Gælisk blev ligeledes opfattet som "uciviliseret". Med tiden udviklede skotsk-engelsk sig til en dialekt i forhold til det prestigefyldte standardengelsk.

Desuden var der perioder, hvor scots blomstrede i litteratur, som fx i oplysningstiden i 1700-tallet og i nationalromantikken i 1800-tallet, men der var stadig færre og færre, der talte gælisk, og der var bestræbelser på at assimilere dem i det engelsktalende samfund. Norn blev også erstattet og uddøde, fordi de mennesker, der talte det, begyndte at tale scots i stedet.

Industrialiseringen i 1800-talet betød, at store dele af befolkningen flyttede fra land til by. Derfor talte endnu færre mennesker scots og gælisk, alt imens børnene lærte engelsk i skolen.

I 1900-tallet begyndte scots og gælisk relativt set at blomstre i Skotland. Den akademisk interesse i sprogene voksede, de blev brugt mere i medierne, og modernistiske, litterære bevægelser dukkede op for begge sprog, hvilket lagde grunden til landets moderne litteratur. Men i hverdagssproget dominerede engelsk også ude på landet, og antallet af scots- og gælisktalende faldt fortsat. Statslig beskyttelse indførtes for gælisk, så børn igen kunde lære sproget i skolen. Scots blev ikke beskyttet på samme måde.

I 1992 blev Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalsprog vedtaget, hvilket indebar en anerkendelse af skotsk-gælisk og – i mindre grad – scots som minoritetssprog i Skotland. Storbritannien ratificerede pagten den 27. marts 2001.

Skotsk-gælisk blev også brugt i det nyåbnede skotske parlament fra 1999. Da den gælisk sproglov (Gaelic Language Act) blev indført den 21. april 2005, fik skotsk-gælisk stor støtte via statens sprogpolitik. Den skotske regerings sprogpolitik for scots (Scots Language Policy) fra 2015 markerede det første skridt i promoveringen af scots.

Med den skotske sproglov (Scottish Languages Act), som blev vedtaget i det skotske parlament i 2025, blev scots og skotsk-gælisk officielle sprog i Skotland sammen med engelsk. Som følge fik sprogene større statsstøtte i skolesystemet, kultur og samfundet.

• Skotland
• sprog i Storbritannien

• Robert McColl Millar: A Sociolinguistic History of Scotland. Edinburgh University Press, 2020.