idealisme

Idealisme i filosofisk betydning må ikke forveksles med den daglige betydning. Man kan sagtens være idealistisk filosof uden interesse for idealistiske handlinger i dagligdags forstand.

Filosofiske idealister oplever forestillinger som mere ægte end foreliggende ting. Nogle idealister vil for eksempel kalde vores bevidsthed for mere virkelige end den fysiske verden. Idealistens verden "bagved" tingene kan enten være en forestillet virkelighed (objektiv idealisme) eller et resultat af aktiviteter i sindet (subjektiv idealisme).

Modsætningen til filosofisk idealisme vil altid være realismen og meget ofte også materialismen på grund af idealismens åndeligt orienterede verdensbillede.

Platon er ironisk nok også realist på nogle punkter. Han ser for eksempel matematikkens sandheder som ubetinget virkelige. Også hans opfattelse af selve idéerne som eksisterende i sig selv kolliderer med idealismens væsen.

Platons idéer er altså både den eneste virkelighed, og den er skjult for vores sanser. Senere tiders idealister har som regel arbejdet videre med de to grene hver for sig: Man har enten tolket en immateriel verden som objektivt eksisterende (den ontologiske version) eller interesseret sig for relationen mellem verden og vores subjektive sanser (den erkendelsesteoretiske version).

G. W. Leibniz er i nogles øjne objektiv idealist. Den tyske tænker bygger verden op af ”åndelige atomer” ved navn monaderne. Han kalder hver monade for et ”levende spejl” i stadig vekselvirkning med alle andre monader. Alt er enten en monade i sig selv – for eksempel et menneskes sjæl – eller sammensætninger af monader med illusionen om fysisk materie som resultat.

Hvor idealistisk skal man forstå Leibniz’ verdensbillede? Monaderne findes helt uafhængigt af menneskelige idéer eller forestillinger. Leibniz kan i den retning mere ligne en slags videnskabsteoretiker med anti-materialistiske holdninger end en egentlig idealist. Flere iagttagere gennem årene har peget på, at monadernes eksistens både som ånd og materie er dualistisk – og at Leibniz i sine skrifter bevidst har undgået at blive sat i bås som enten idealist eller realist.

Immanuel Kant er idealist i den ontologiske forstand. Vi kan i Kants øjne ikke vide noget om det egentliges eventuelle egenskaber. Mennesket kender kun verden gennem to anskuelsesformer i form af tid og rum. Sindet vil derefter tolke tingene fra tid og rum gennem systemets 12 forstandskategorier med "årsag og virkning" som den mest kendte.

Resultatet er en objektiv idealisme lidt i familie med Platons idélære: Kosmos deles i den egentlige verden uden for erkendelsens rækkevidde og den tilgængelige verden. Han kalder det egentlige objekt for Das Ding an sich og objektet i vores erkendelse for Das Ding für uns – altså tingen ”i sig selv” og tingen ”fra vores synsvinkel”.

Tankegangen som helhed kaldes i hans berømte Kritik af den rene fornuft fra 1781 for transcendental (”overskridende”) idealisme med henvisning til det nye fokus på sindets egen virkemåde.

George Berkeley er de subjektive idealisters første hovednavn. Hans store A Treatise Concerning the Principles of Human Knowledge fra 1710 gør materien til noget abstrakt og vores bevidsthed til det virkelige.

Argumentet lyder: Vi kan godt forestille os et træ. Men vores forestilling giver ikke hele historien. For vi kan ikke bare klippe os selv ud af billedet. Vi kan ikke tænke på træet uden at tænke på træet i gang med at blive iagttaget. Bevidstheden hos Berkeley består derfor kun af ting eller tanker eller følelser i gang med at blive iagttaget.

Findes træet alligevel? Berkeley bliver sommetider taget til indtægt for et nej. Men han benægter ikke direkte eksistensen af fysiske ting. Han siger kun, at hvis man insisterer på den, så bevæger man sig ud på abstraktionens overdrev.

Et objekt vil altså sige et iagttaget objekt. Iagttageren vil også selv sige et iagttaget objekt. Hvis ingen af delene bliver iagttaget, så "er" de slet ikke. Verden består ganske enkelt af flygtige manøvrer i en bevidsthed nu og her.

Berkeley forbinder sig til ikke til mange kolleger i fagets historie. Man kan kun i mindre grad filosofere videre over en så kompromisløs negligering af den fysiske verden. Hans eftertid har desto mere kunnet trække ham frem ved behov for en klar holdning i spørgsmål om erkendelsens gyldighed.

Man nævner for eksempel ofte Berkeley i forbindelse med fysikeren Niels Bohr og hans tolkning af kvantemekanikkens gåder:

Tag to partikler i den mindste skala. Påvirk den ene partikel med en måling eller lignende. Den anden partikel vil under særlige omstændigheder ”reagere” på samme måling selv over store afstande. Bohrs accept af ovenstående tolkning er i konflikt med Albert Einsteins afvisning af påvirkninger over lyshastighed – og efter nogles opfattelse i tråd med Berkeleys holdning til iagttagelse.

Einstein genbruger også Berkeleys gamle sindbillede i sin gengivelse af Bohrs holdning: Hvis et træ i skoven er væltet uden iagttagere, kan man så stadig sige, det er væltet?

Johann Gottlieb Fichte arbejder allerede i 1790’erne – til den aldrende Kants store harme – med en radikal omfortolkning af tingen i sig selv og tingen for os.

Fichte tolker for eksempel Kants begreber som ”ikke-jeg” og ”jeg”. Han sætter altså lighedstegn mellem tingen i sig selv og subjektets omgivelser. Subjektet er nu forment nogen viden om eventuelle omgivelser og dermed blevet alene med verden. Subjektet er med Fichtes ofte citerede udtryk blevet ”det uendelige jeg” og i sidste ende selv producenten af alle indtryk fra kosmos. Teorien får meget stor indflydelse op gennem 1800-tallet, særligt i kunstarterne med deres romantiske dyrkelse af geniet og ensomheden.

De tyske idealister adskiller sig fra Berkeleys subjektive idealisme gennem deres accept af en ekstern bevidsthed – historiefilosoffen G.W.F. Hegel kalder den ”verdensånden” – med det enkelte individ som uvidende andelshaver.

Arthur Schopenhauer kritiserer i sin Verden som vilje og forestilling (skrevet 1818-1859) både Kant og alle de tyske idealister efter. Han accepterer i idealismens ånd verden som sindets forestilling. Men vi har efter hans opfattelse en umiddelbar erfaring til rådighed i form af kroppens ”vilje”.

Schopenhauers vilje er i nyere tid blevet oversat til ”drifter” og til energi for de livløse tings vedkommende. Viljen hos Schopenhauer er både selve tegnet på eksistens og den afgørende årsag til tingenes fremtræden som fænomener i vores bevidsthed.