hvælving

Etruskerne har haft stor indflydelse på udbredelsen af hvælvingsbyggeri – de udviklede slutstenen – eller kilestenen – som muliggjorde opførelsen af buen. Etruskerne benyttede sig særligt af hvælvinger i opførelsen af deres gravkomplekser.

Romerne videreførte og videreudviklede hvælvingsbyggeriet, bl.a. muliggjort af den romerske støbeteknik, som ses flere steder i deres kuppelbyggeri, fx Pantheon i Rom og i badeanlæg fra kejsertiden. Det relativt enkle tøndehvælv finder vi bl.a. i byporte fra 200- og 100-tallet f.v.t. i Norditalien, altså det gamle Etrurien, og fra midten af det første århundrede e.v.t. ses anvendelsen af et monumentalt tøndehvælv i Domus Aurea, som blev opført for Kejser Nero (37-68 e.v.t.).

Fra 300-tallet f.v.t. og frem blev der i det romersk-dominerede område udviklet flere hvælvingstyper, bygget af sten eller beton, der kunne spænde over meget store rum, fx to krydsende tøndehvælvinger, der danner en krydshvælving eller korshvælving, hvor trykket fordeles i de fire hjørner. Dette kaldes også en grathvælving efter navnet på skæringslinjerne, grater; den er brugt i bl.a. Maxentius' basilika i Rom (ca. 300 e.v.t.).

Den såkaldte klosterhvælving kan betragtes som en lukket krydshvælving, hvor vægten er fordelt over det overdækkede rums mure; kuppelhvælvingen er en klosterhvælving udspændt over en ligesidet polygon (se også kuppel).

I den tidlige middelalder var den romerske støbeteknik gået tabt, og grathvælvet, tøndehvælvet og pendentivhvælvet, dvs. et hvælv, der støttes af en særlig murværkskonstruktion, var de almindelige typer.

I slutningen af 1000-tallet tages de næste afgørende skridt i hvælvingens udvikling med anvendelsen af spidsbuen til at overhvælve irregulære rum og med udviklingen af ribbehvælvingen, opbygget af bærende buer, ribber, der omrammer de mellemliggende murflader, kapperne, som kan gøres ganske tynde og lette.

Med ribbehvælvingen, som tidligst blev anvendt i katedralen i Durham i Nordengland (påbegyndt 1093), var der skabt en konstruktionsmæssig basis for udviklingen af den gotiske bygningsstil med de høje, tynde mure og store vinduesflader, idet trykket fra hvælvingerne nu kunne samles på et mindre antal punkter og let optages af stræbepiller og/eller -buer, der blev bygget uden for det overhvælvede rum.

I sengotisk tid fik hvælvenes ribber tillige en dekorativ funktion og udbyggedes i stjerne-, vifte- og nethvælvinger; de fik deres mest udviklede former i den engelske perpendicular style.

Andre hvælvingsformer er trughvælvingen, en tøndehvælving, der for enderne lukkes af kapper, og spejlhvælvingen med den plane topflade.

Fra islamisk arkitektur kendes stalaktithvælvingen, hvis inderside er opløst i nicher adskildt af ribber med nedhængende drypstenslignende tappe.