brystkræft

Ubehandlet vil brystkræftceller efterhånden invadere det raske væv omkring knuden. Kræftcellerne kan også rive sig løs og give spredning (metastase) til lymfeknuder i armhulen, omkring kravebenet eller bag brystbenet. Sådan spredning via lymfekarrene tyder på øget risiko for fjernspredning via blodbanen til skelet, lunge, lever og andre organer.

Kræft i det ene bryst øger risikoen for kræft i det andet bryst med omkring ti procent. Godartede vækstforstyrrelser i brystet er forbundet med en meget beskeden øget risiko for kræftudvikling.

Andre risikofaktorer er:

• Tidligere strålebehandling eller meget hyppige røntgenundersøgelser af brysterne
• Tidlig pubertet og/eller sen menopause
• Ingen fødsler eller eller få fødsler
• Alkohol, hvor risikoen øges med stigende indtag
• Rygning kan give en let øget risiko for brystkræft
• Brug af p-piller kan give lidt øget risiko, men risikoen forsvinder efter ophør. Det samme gælder for hormonspiral
• Hormonbehandling i forbindelse med overgangsalderen

Ingen af de nævnte faktorer øger risikoen for brystkræft mere end 1,5–2,5 gange sammenlignet med normal forekomst.

Hos cirka 5 procent af personer med brystkræft kan man ved gentest påvise en arvelig disposition for sygdommen. Følgende situationer giver mistanke om arvelig disposition og dermed grundlag for genetisk vejledning og eventuelt gentestning:

• Kvinde med brystkræft under 50 år
• To eller flere førstegradsslægtninge med brystkræft
• Mand med brystkræft
• Kvinde med særlig aggressiv brystkræft
• Kvinde med brystkræft i begge bryster
• Kvinde med æggestokkræft

Hvis der efter genetisk udredning påvises øget risiko for brystkræft uden påvist genfejl, gives der en anbefaling om årlig mammografi fra 30-årsalderen. Fra 50 år kan disse kvinder følge mammografiscreeningprogrammet med mammografi hvert andet år til 70 år.

Hvis der påvises genfejl, for eksempel i BRCA1 eller BRCA2, tilbydes risikoreducerende operation med fjernelse af begge bryster. Ofte udføres der rekonstruktion af brysterne i samme operation. Risikoen for brystkræft reduceres da med over 90 procent. Alternativet er årlig mammografi og MR-scanning af brysterne. Fjernelse af æggestokkene tilbydes også, hvis der påvises genfejl i BRCA1 eller BRCA2, fordi der da også er en øget risiko for kræft i æggestokkene.

Detaljeret beskrivelse af primærknudens størrelse, eventuel spredning til regionale lymfeknuder eller til andre organer, giver grundlag for såkaldt TNM-klassificering. Klassificeringen bruges ved valg af behandling.

Derudover undersøges vækstmønsteret i knuden ved hjælp af mikroskopi. Type og grad (histopatologi) beskrives. Dette siger noget om aggressiviteten i kræftcellerne, og det har betydning for valg af behandling. Analyse af østrogenreceptoren i kræftvævet er vigtig for behandlingsvalg. Tilstedeværelsen af østrogenreceptoren på overfladen af tumorcelleren påvises i omtrent 70 procent af tilfældene. Ved tilstedeværelse af sådanne receptorer er det ofte aktuelt med hormonbehandling. Påvisning af proteinet HER2 er også vigtig for prognose og valg af behandling.

Brystbevarende behandling kan tilbydes kvinder, hvor størrelsen på knuden i forhold til størrelsen på brystet tilsiger et godt kosmetisk resultat. Spredning til lymfeknuder i armhulen er ikke i sig selv grund til at afstå fra brystbevarende behandling.

Hvis brystbevarende behandling ikke kan foretages, fjernes brystet. Det kaldes mastektomi.

Adjuverende behandling er behandling, der gives i tillæg til kræftkirurgi for at reducere risikoen for tilbagefald eller spredning. Hvis der er spredning til lymfeknuder i armhulen, gives adjuverende stråling mod tilgrænsende lymfeknudeområder. Alle med brystbevarende operation får tilbudt strålebehandling mod brystet.

Hvis kræftknuden indeholder hormonreceptorer, gives der ofte adjuverende hormonbehandling med aromatasehæmmer eller tamoxifen (tabletter) i fem til ti år.

Nogle personer med brystkræft bliver også tilbudt adjuverende kemoterapi. Det gives som infusioner i blodårene eller som tabletter.

Hos personer med særlig høj risiko for tilbagefald anvendes der mere intensive former for adjuverende behandling, herunder såkaldt målrettet kræftbehandling med lægemidler, der binder sig til vækststimulerende receptorer eller signalstoffer i tumoren. Derudover er der nogle personer, der på grund af særlige sammensætninger af receptorer på tumorens overflade tilbydes behandling inden operation, såkaldt neoadjuverende

Hvis en person har brystkræft i stadie IV, bliver behandlingen ofte medikamentel hormonbehandling og/eller kemoterapi afhængig af blandt andet alder og hormonreceptorstatus. Derudover kan strålebehandling mod metastaser være nødvendig.

Det er almindeligt at beskrive prognosen for kræftpatienter som 'relativ overlevelse'. Dette er et udtryk for, hvor mange af personerne, der overlever en vis periode efter diagnosetidspunktet, for eksempel fem år. Man ser da bort fra andre dødsårsager.

For patienter uden spredning (stadium I) på diagnosetidspunktet er prognosen meget god. Næsten alle (99 procent) af disse personer er stadig i live efter fem år. Blandt alle danske kvinder med brystkræft, uanset stadium, er over 75 procent af personerne stadig i live efter 15 år. Hvis kræften har spredt sig til andre organer i kroppen (stadium IV), når diagnosen stilles, er prognosen betydeligt dårligere, og 20 til 25 procent af personerne vil da være i live efter fem år.