blodsukker

Koncentrationen af glukose i blodet hos mennesker er normalt omkring 4–6 millimol per liter (mmol/L), og kan efter et måltid med kulhydrater stige til omkring 7-8 mmol/L. Under længere faste falder niveauet til 3–4 mmol/L. Blodsukker under 2 mmol/L er livstruende.

Hormonet insulin er centralt i reguleringen af blodsukkerniveauet. Insulin produceres i bugspytkirtlen, og udskillelsen stimuleres bl.a. af øget koncentration af glukose i blodet efter et måltid. Insulin øger musklernes og fedtcellernes optagelse af glukose fra blodet, øger nedbrydningen af glukose samt opbygning af glykogen og fedt fra glukose.

Ved lav koncentration af glukose i blodet falder udskillelsen af insulin, mens udskillelsen af de modregulatoriske hormoner glukagon og adrenalin øges. Disse ændringer fører til, at optagelsen af glukose fra blodet til muskel- og fedtvæv hæmmes, mens tilførslen af glukose til blodet øges ved nedbrydning af glykogen og ved nydannelse af glukose i leveren. Ved for lavt blodsukker (hypoglykæmi) af flere timers varighed bidrager også de langsommere reagerende modregulatoriske hormoner kortisol og væksthormon til at øge glukosekoncentrationen i blodet.

I visse situationer, fx ved for høj dosis af insulin hos en person med diabetes, kan der opstå for lav glukosekoncentration i blodet. Dette kaldes for lavt blodsukker eller hypoglykæmi.

Når koncentrationen af glukose i blodet er for lav, kan det give symptomer som hjertebanken, sved, rysten, uro, sult og angst som følge af aktivering af det sympatiske nervesystem og udskillelsen af adrenalin. Ved yderligere fald i blodsukkeret tilføres hjernen utilstrækkelige mængder glukose, hvilket kan lede til nedsat kognitiv funktion som svækket koncentrationsevne og i de alvorligste tilfælde kramper og bevidstløshed. Alvorlig hypoglykæmi skal behandles hurtigt med glukose eller glukagon.

For høj glukosekoncentration i blodet, kaldes hyperglykæmi. Dette kan opstå, hvis bugspytkirtlen ikke kan producere tilstrækkelige mængder insulin, eller hvis insulinet ikke har tilstrækkelig effekt i målorganerne (insulinresistens).

Betydeligt forhøjet blodsukker, som det ses ved diabetes, kan give symptomer i form af hyppig vandladning, tørst, vægttab og nedsat almentilstand. Hvis blodsukkeret kun er let forhøjet, har personen oftest ingen symptomer. Forhøjet blodsukkerover mange år kan medføre senkomplikationer, såsom beskadigelse af nerver, nyrer og øjets nethinde.

Da blodsukkeret varierer i løbet af dagen, anvendes langtidsblodsukkeret (HbA1c) ofte til at vurdere det gennemsnitlige blodsukker over en længere periode. HbA1c er den andel af hæmoglobin, der har bundet glukose til sig. HbA1c afspejler det gennemsnitlige blodsukkerniveau over de sidste fire til tolv uger. Diabetes foreligger, hvis der i gentagne blodprøver findes én eller flere af følgende:

• HbA1c mindst 48 mmol/mol eller
• blodsukker mindst 7,0 mmol/L i fastende blodprøve eller
• blodsukker mindst 11,1 mmol/L to timer efter en sukkerbelastningstest med indtag af 75 gram glukose opløst i vand

• glukose
• insulin
• hypoglykæmi
• hyperglykæmi
• diabetes
• bugspytkirtlen