antitoksiner

Ved naturlig eksponering for et toksin vil dette udøve sin giftige virkning, men såfremt personen overlever vil immunsystemets dannelse af antitoksiner begrænse modtageligheden overfor toksinet ved fremtidige eksponeringer. Antitoksinerne dannes specifikt af B-celler, der genkender antigen-determinanter (epitoper) på overfladen af toksinet og understøttes af T-celler, der genkender peptider fra toksinet.

Vaccination mod toksiner indebærer, at man indgiver svækkede eller inaktiverede toksiner (toksoider), evt. med et immunstimulerende hjælpestof (adjuvans). De svækkede eller inaktiverede toksiner er ikke i stand til at forårsage sygdom hos personen, men de stimulerer immunsystemet til at producere tilsvarende antitoksiner.

Inaktivering af et toksin til et toksoid kan for eksempel foretages ved delvis fiksering med formalin, hvilket kemisk modificerer toksinet, så det ikke længere er giftigt. Det resulterende toksoid bevarer nogle af sine antigen-determinanter (epitoper), der således kan være genstand for immungenkendelse.

Toksoider kan fremstilles kunstigt ved rekombinant genteknologi. Det gælder for eksempel det toksoid, der anvendes i vaccinen mod difteri, CRM197. CRM197 står for "Cross-Reactive Material 197" (kryds-reaktivt materiale 197). Det er en såkaldt "genetisk afgiftet" form af difteri-toksoid fra bakterien Corynebacterium diphtheria. Ved en enkelt ændring i position 52 i aminosyresekvensen for toksinet er en glutamat blevet udskiftet med en glycin. Dette fører til tab af toksinets ADP-ribosyltransferase aktivitet, som er nødvendig for dets toksiske effekt. CRM197 bibeholder derimod alle sine naturlige antigen-determinanter, og der kan derfor effektivt dannes antitoksiner imod disse ved vaccination med toksoidet.

Anvendes gift fra en enkelt slangeart til produktion af modgiften betegnes denne 'monovalent', hvorimod den betegnes 'polyvalent', hvis der anvendes gift fra flere arter. Da en monovalent modgift indeholder høje mængder af specifikke antitoksiner mod toksinerne i netop den slangegift, som den er dannet imod, er denne optimal, såfremt man med sikkerhed ved, hvilken slange patienten er bidt af. Er det derimod uklart, hvilken art patienten er bidt af, så er en polyvalent modgift bedre, da man så har større chance for at have en effekt.