angiogenese

De fysiologiske processer, der er involveret i angiogenese, har siden begyndelsen af 1990'erne påkaldt sig stor forskningsmæssig interesse som et muligt angrebsområde ved behandling af kræftsvulster. Kræftsvulster danner særlige proteiner, der fremmer angiogenesen.

Blodårer tilknyttet kræftceller er strukturelt og funktionelt forskellige fra normale blodårer. Disse blodårer har en uregelmæssig form, er ikke tætte og er ikke som normalt organiseret i vener, arterioler og kapillærer, hvilket resulterer i suboptimal blodgennemstrømning. Dermed opstår lav koncentration af ilt i vævet, betegnet hypoxi, hvilket yderligere øger produktionen af vækstfaktorer og fremmer angiogenese.

Stoffer, der kan fungere som hæmmere af angiogenesen er immunsystemets signalstoffer (cytokiner), antistoffer mod proteiner i den indre cellebeklædning i blodkar (endothelet), tyrosinkinasehæmmere, som blokerer angiogenesens signalveje og et bredt spektrum af kemiske forbindelser, herunder thalidomid, hvis fosterbeskadigende effekt netop skyldes hæmning af angiogenesen under fosterudviklingen.

Angiogenesehæmmere påvirker ikke kræftcellerne direkte, men forhindrer udvandring og spredning af endotelceller, hvilket forhindrer dannelsen af nye blodårer i svulsten og hæmmer svulstens vækst. Flere af disse er rettet mod VEGF og VEGF-receptoren (VEGFR).

Lægemidlet bevacizumab har vist sig at have en hæmmende virkning på dannelsen af blodårer og anvendes oftest i kombination med kemoterapi. Det virker ved at hæmme binding af VEGF til VEGFR, hvilket kan forlænge personens levetid ved visse kræfttyper. Andre lægemidler, der tildels virker ved at hæmme angiogenese, er visse tyrosinkinasehæmmere som lenvatinib, sorafenib og sunitinib.

VEGF-hæmmere bruges især ved behandling af øjensygdommen våd alders-relateret makuladegeneration (våd AMD) for at hæmme synsskadende nydannelse af blodårer på nethinden. Ved denne behandling indsprøjtes stoffet direkte i øjet.

• blodkar
• kræft
• metastase
• målrettet kræftbehandling