Venedig Biennalen

Venedig Biennalen blev oprettet i 1893 som en udstilling af tidens italienske kunst. I løbet af de første to tiår blev udstillingen gradvis mere international. I 1907 blev den belgiske pavillon som den første bygget i Giardini-parken. I 1909 kom de tyske, britiske og ungarske pavilloner til. Siden er i alt 29 pavilloner rejst i Giardini-parken, foruden Centralpavillonen, tegnet af fremstående arkitekter fra de respektive lande.

I 1932 blev Filmfestivalen i Venedig etableret som en del af biennalen, og i 1980 blev Arkitekturbiennalen arrangeret for første gang. Filmfestivalen arrangeres årlig, mens arkitekturudstillingen skifter hvert andet år med kunstbiennalen. Under den administrative enhed Biennale Foundation, som blev oprettet i 2009, hører også biennalerne for musik (etableret 1930), teater (1934) og dans (1999).

Venedig Biennalen har været vigtig for udbredelsen og accepten af en række kunstneriske udtryk og bevægelser. I 1920 var biennalen fx viet til impressionistisk og postimpressionistisk maleri, der på det tidspunktet stadig blev anset som avantgardekunst, og to år senere blev en udstilling med afrikanske skulpturer præsenteret.

På grund af 2. Verdenskrig var der ingen udstillinger mellem 1942 og 1948. Biennalen i 1948 inkluderede bl.a. amerikanske Peggy Guggenheims betydelige kunstsamling, hvor kunstnere som Jackson Pollock og Mark Rothko blev vist for et europæisk publikum for første gang. Udstillingen førte senere til etableringen av museet Peggy Guggenheim Collection i Palazzo Venier dei Leoni i Venedig.

I 1950’erne blev flere af de abstrakte ekspressionister vist på Venedig Biennalen og i 1964 en stor udstilling med amerikansk popkunst, hvor den da 38-årige Robert Rauschenberg blev den yngste vinder af biennalens førstepris nogensinde. I nyere tid har bl.a. biennaler i 1999 og 2001, som Harald Szeemann (1933-2005) kuraterede, udmærket sig. Szeemann viede en stor del af pladsen til asiatiske og østeuropæiske kunstnere, hvilket kan ses som en manifestation af den globale samtidskunsts epoke.

Til trods for at strukturen med nationale pavilloner af mange bliver anset som gammeldags, bliver de nationale udstillinger mødt med stor interesse, og flere af dem har vakt opsigt i løbet af biennalens historie. Gerhard Richters 48 portrætter i den tyske pavillon i 1972 bliver ofte omtalt som den anerkendte malerens gennembrud. Hans Haackes installation Germania samme sted i 1993 bestod i at hugge bygningens marmorgulv fra 1938 op, der var lagt af nazistyret, da det rev den oprindelige pavillon fra 1909 ned og byggede en ny. Haackes værk er i dag et referenceværk inden for institutionskritisk kunst.

Også Jenny Holzers installation i den amerikanske pavillon i 1990, Marina Abramovićs performance i den italienske pavillon i 1997 og Shirin Neshats videoinstallation Turbulent i den iranske pavillon i 1999 står i eftertiden som betydningsfulde værker i Venedig Biennalens historie. I nyere tid kan nævnes Mike Nelsons (f. 1967) rekonstruktion af en labyrintisk bygård i Istanbul i den britiske pavillon i 2011, Anne Imhofs (f. 1978) performative værk Faust i den tyske pavillon i 2017 og Rugilė Barzdžiukaitė (f. 1983), Vaiva Grainytė (f. 1984) og Lina Lapelytės (f. 1984) omformning af den litauiske pavillon til en sandstrand i 2019, som fungerede som scenografi for den klimadystopiske opera Sun & Sea.

Blandt biennalens hovedkuratorer findes navne som Germano Celant (1940-1920) i 1997, Harald Szeemann i 1999 og 2001 og svenske Daniel Birnbaum (f. 1963) i 2009. I 2005 blev spanske María Corral (f. 1940) og Rosa Martinez (f. 1955) de første kvindelige kuratorer for hovedudstillingen. I 2015 blev nigerianske Okwui Enwezor (1963-2019), som bl.a. havde været kunstnerisk leder af documenta-udstillingen i Kassel i 2002, den første kurator fra det afrikanske kontinentet til at lede Venedigbiennalen.

• biennale
• Venedigs Filmfestival