Skanderborg Slotskirke

Kirkens indre er præget af en række senere ændringer siden bygningens opførsel fra 1562-1571. Kirkerummet har i alt otte oprindelige vinduesåbninger, fire i den østre langside, to i vest og to på sydgavlen. Rummets pulpiturer, nogle af dem i to etager, stammer fra en ombygning og nyindretning fra 1799-1801, hvor disse bygges sammen med prædikestolsalteret.

Kælderens indre, som nu er ligkapel, fremtræder omtrentlig i oprindelig skikkelse. Rummet overdækkes af to fladbuede tøndehvælv, der bæres af arkadebuer på tre kvadratiske piller.

Tårnets indre, som forneden har cirkulær grundplan, har oprindeligt tjent til beboelse, da slottet stadig var i brug. I flere af tårnets stokværk er bevaret kaminer. Ind mod kirkerummet findes en døråbning, der endnu er i brug, og som oprindelig gav adgang til slottets riddersal. Det øverste stokværk, fungerer i dag som klokkestokværk ligesom et traditionelt kirketårn.

Det ældste af kirkens inventar er fra 1570’erne, hvor rummet indrettes til slotskirke. Det træskårne inventar er et fornemt eksempel på dansk højrenæssance, og inkluderer blandt andet prædikestolen, alterstagerne og kirkebænksgavlene med udskårne våbenskjolde, kongens valgsprog og regentparrets initialer.

Kirkerummet fremstår i dag lyst og harmonisk med samme ensartede, lysegrå bemaling med forgyldte og mørkegrå detaljer på alterparti, orgelfacade og pulpiturer. Alteret og prædikestolen er bygget sammen, og omfatter et alterbord placeret foran et altermaleri med motiv af korsfæstelsen fra 1971 og med indgang til præsteværelset bag alteret.

Kirkens døbefont fra 1850 er tegnet af Gottlieb Bindesbøll, og skænket af en lokal købmand og borgerrepræsentant i Skanderborg. Skaftet er udsmykket med to olivengrene bundet sammen af en stor sløjfe, og på kummen bølgede linjer.

Under kirken i krypten ses glasmosaikker udført i 1969 i rummets fire nordvinduer af billedhuggeren Valdemar Foersom Hegndal. Farverne symboliserer livsforløbets forskellige stadier.