Romerbrevet

Da Paulus i Romerbrevet henvender sig til menigheder, som han ikke selv har grundlagt, giver det ham anledning til en udførlig fremstilling af vigtige dele af hans teologi. Adskilligt tyder i øvrigt på, at modtagerne forudsættes at være ikke-jødiske Kristus-troende.

I brevindledningen præsenterer Paulus sig selv og begrunder sit ønske om at komme til Rom, nemlig for at det kan komme til en udveksling af erfaringer med den fælles tro (1,1-17). Indledningen munder ud i den ofte citerede erklæring:

"For jeg skammer mig ikke over evangeliet; det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: 'Den retfærdige skal leve af tro'"

(vers 16-17; citatet er fra Habakkuks Bog 2,4).

Første hoveddel (1,18-3,20) handler om Guds vrede over den ikke-jødiske verden og om dommen over jøderne og munder ud i, at selv om alle kunne vide noget om Gud ud fra den skabte verden eller Moseloven, har de afvist denne kundskab og står derfor alle over for Gud som skyldige til straf. Undervejs defineres det at være jøde på en sådan måde, at det sprænger en etnisk begrænsning:

"For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven" (2,28-29).

Næste hoveddel (3,21-4,25) kan sættes under overskriften "Guds retfærdighed som trosretfærdighed". Dens tema er således, at et menneske vil blive retfærdiggjort i sin tro på Guds tilsagn og ikke ved at overholde Moseloven (Paulus bruger her begrebet "lovgerninger"). Som et eksempel på en sådan trosretfærdighed fremhæves Abraham i 1. Mosebog, der troede på Guds løfte og ikke blev gjort til skamme og derved blev en åndelig fader til alle senere troende.

Tredje hoveddel (5,1-8,39) handler dernæst om virkeliggørelsen af Guds retfærdighed i den enkelte Kristus-troende. Således er forsoningen i Kristus grundlaget for frelsen (5,1-11), der ytrer sig dels i friheden fra dødens magt (5,12-21), dels i friheden fra syndens magt (6,1-23), dels endelig i friheden fra Moseloven som mellembestemmelse mellem Gud og menneske (7,1-6). Efter i en slags ekskurs at have redegjort for Moselovens betydning (7,7-25) følger endelig en beskrivelse af Guds børns frihed under Åndens herredømme (8,1-39).

I fjerde hoveddel (9,1-11,36) redegør Paulus i forlængelse af det foregående for hans syn på, hvilken rolle Israels folk har spillet og skal spille i frelsens historie. Paulus udfolder her som en vision, hvordan Gud først lod Israel som helhed afvise evangeliet, for at det kunne nå ud til de øvrige folk. Gud svigtede dog ikke dermed sit folk, men sigtede i virkeligheden mod at vække Israels skinsyge på disse "fremmede", hvis modtagelse evangeliet ville ægge dem til også selv til sidst som helhed at omvende sig og indgå til frelsen. For – som det programmatisk hedder – "Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed" (11,32).

Hele denne tankemæssige udredning af frelsens grundlag og karakter viser sig nu at have været et tilløb til brevets femte og sidste hoveddel (12,1-15,13). Til indledning formaner Paulus således de romerske Kristus-troende til i kraft af Guds barmhjertighed at frembære deres legemer som et levende, helligt og behageligt offer til Gud – noget han bestemmer som dres forstandige gudstjeneste. For således skal den enkelte Kristus-troende virkeliggøre Guds vilje i denne verden (12,1-2). Dernæst følger først en række mere principielle formaninger (12,3-13,14), siden nogle konkrete anvisninger til grupper i blandt de romerske Kristus-troende (14,1-15,13). I en brevafslutning røber Paulus endelig sin egentlige hensigt med således at præsentere sig for de romerske Kristus-troende, nemlig at blive hjulpet videre til Spanien for også at forkynde evangeliet dér (15,14-33).

Da 15,33 består af en afsluttende hilsen, kommer kapitel 16 på en måde som en overraskelse og har i det hele taget med sine hilsner til en lang række navngivne personer en selvstændig karakter. Selv om det almindeligvis regnes for en oprindelig del af Romerbrevet, bliver det dog af en række fortolkere forstået som et ledsagebrev til en kopi af dette brev til menigheden i Efesos. Allerede den store investering, som denne grundige gennemtænkning af væsentlige aspekter i Kristus-troen er udtryk for, giver anledning til den formodning, at Romerbrevet i lighed med apostlens andre breve, ud over den konkrete adressat, også var beregnet på at blive læst op i andre af hans menigheder. Under alle omstændigheder udgøres slutningen af kapitel 16 af en senere tilføjet lovprisning (16,25-27).

Det var tidligere almindeligt at forstå Paulus' udredning i 7,7-25 med ordene om, at han ikke gjorde det gode, som han ville, men derimod det onde, som han ikke ville (7,19; jf. 7,15) om hans oplevelse forud for sin omvendelse af jødedommens utilstrækkelighed. Det er dog øjensynlig en misforståelse, idet det handler om, hvordan Paulus først i sin tro på Kristus kom til at forstå sit liv indtil da som behersket af Adams skygge (jævnfør modstillingen af Adam og Kristus i 5,12-21). Udredningen i kapitel 9-11 viser, hvordan Paulus heller ikke under sin virksomhed blandt de ikke-jødiske folk tabte sit eget folk af syne; vi må dog i dag konstatere, at hans frelsehistoriske spekulation ikke gik i opfyldelse, ligesom Kristus heller ikke kom igen inden for den snævre tidshorisont, som han forudsatte. Alligevel spiller disse spekulationer om hele Israels omvendelse til kristendommen stadig en afgørende rolle i den såkaldte kristne zionisme.

I formaningsafsnittet har ikke mindst belæringen om at vise ubetinget lydighed over for statsmagten (13,1-7) voldt store problemer i fx Tyskland under det nazistiske regime fra 1933 til 1945. Det skal dog bemærkes, at Paulus forudsætter en retfærdig øvrighed, der straffer de onde og belønner de gode. Her optræder også buddet om næstekærlighed samt udsagnet om kærligheden som Lovens fylde, dvs. Lovens altbestemmende midtpunkt (13,9-10).

Romerbrevet er som både det sidste, det længste og det teologisk mest sammenhængende og dybtgående af Paulus' breve dermed også blevet hans testamente. Med sin tydning af Kristus-troen har det spillet en afgørende rolle flere gange i kirkens historie. Således fik Romerbrevet stor betydning for den latinske kirkes største teolog, kirkefaderen Augustin. Siden kom det også til at spille en afgørende rolle for reformationens fader, Martin Luther. Og for omkring hundrede år siden kom det igen til at stå centralt i gennembruddet efter 1. Verdenskrig af den såkaldte dialektiske teologi med den schweiziske, reformerte teolog Karl Barth, hvor netop hans Romerbrevskommentar blev et hovedværk.

• de paulinske breve
• Paulus
• Det Nye Testamente