P.F. Suhm var en dansk historiker.
Ægteskabet med den velhavende købmandsdatter Karen Angell (1732-88) bragte Suhm til Trondheim, hvor han i perioden 1751-1765 boede og arbejdede, bl.a. med indsamling af kilder til en stor, kritisk Danmarkshistorie indtil 1448.
Disse forberedelser videreførte han efter sin tilbagevenden til København og skrev desuden i 1770'erne talrige bøger om mytologiske og historiske forhold samt dramaer og poesi inspireret heraf.
Hans monumentale Historie af Danmark, 1-14 (1782-1828) er præget af omfangsrige kildereferater, idet P.F. Suhm lagde vægt på, at autenticitet går forud for historikerens egne tolkninger. Blandt hans skrifter med aktuel politisk adresse er Euphron (1774).
I 1775, en snes år før Det Kgl. Bibliotek i 1793 blev alment tilgængeligt, gav P.F. Suhm offentligheden adgang til gratis at låne fra sit store private bibliotek. I 1796 solgte han sine ca. 90.000 bøger til Det Kgl. Bibliotek.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.