Kontinentalkongressens ledende skikkelser: John Adams, Gouverneur Morris, Alexander Hamilton, og Thomas Jefferson. Alle undtagen Gouverneur Morris skulle siden blive præsidenter.

Af /Library of Congress.
Licens: CC BY 2.0

Kontinentalkongressen var forsamling af delegerede fra de 13 britiske kolonier i Nordamerika.

Faktaboks

Etymologi

Continental Congress

Kontinentalkongressen fungerede som amerikansk regering under Den Amerikanske Revolution, og det var Kontinentalkongressen, der vedtog Uafhængighedserklæringen.

Den første Kontinentalkongres

I 1774 indførte det britiske koloniherredømme nye straffeaktioner imod kolonien Massachusetts som reaktion på Boston Tea Party. Kolonien blev sat under militæradministration, og hovedstaden Bostons havn blev lukket. I stedet for lukke munden på oprørerne, førte aktionerne blot til, at de øvrige 12 kolonier udtrykte deres solidaritet med Massachusetts.

Hver koloni én stemme

I september 1774 mødtes delegerede fra alle kolonier (undtagen Georgia) til den første Kontinentalkongres i Philadelphia, Pennsylvania, og hver koloni havde én stemme i forsamlingen.

Alle kolonier havde desuden deres egne lovgivende forsamlinger, der håndterede interne anliggender.

Kolonierne agerer som en nation

Blandt medlemmer i den nye kongres var de senere præsidenter George Washington (fra Virginia) og John Adams (fra Massachusetts). Det blev besluttet, at kolonierne tog afstand fra Storbritanniens beskatning af koloniernes (taxation without representation) samt militærets tilstedeværelse i kolonierne. Fra dette tidspunkt agerede kolonierne som én nation i kampen mod Storbritannien.

En vigtig præcedens

En af forsamlingens første beslutninger var at kalde sig "kongres" og formanden for "præsident". Disse titler blev senere videreført til USA's Forfatning og bruges stadig i dag.

Den anden Kontinentalkongres

Medlemmer af den anden kontinentalkongres underskriver Uafhængighedserklæringen den 4. juli 1776. Maleri fra 1925.
Af /The White House.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Den militære konflikt mellem kolonister og den britiske kolonimagt var allerede brudt ud, da den anden Kontinentalkongres mødtes i 1775, igen i Philadelphia. Kontinentalkongressen koordinerede krigsførelsen mod briterne under Revolutionen og fungerede som central regering, indtil den blev erstattet af Konføderationsartiklerne i 1781.

Blandt forsamlingens nye medlemmer var Benjamin Franklin (Pennsylvania) og den senere præsident Thomas Jefferson (Virginia). John Hancock blev valgt som præsident for kongressen.

USA's militær grundlægges

I juni 1775 vedtog kongressen at grundlægge en fælles hær med George Washington som øverstbefalende. Hermed var USA's militær grundlagt. Dette var en direkte reaktion på de militære sammenstød med briterne, der allerede havde fundet sted i april 1775.

En forfatning skrives

I juni 1776 nedsatte kongressen en komite til at udarbejde en forfatning for de tretten kolonier. Efter langvarige debatter blev det endelig dokument godkendt i november 1777, men først i 1781 trådte USA's første forfatning – Konføderationsartiklerne – i kraft.

Uafhængighedserklæringen

Den anden Kontinentalkongres' mest berømte handling var udformningen og vedtagelsen af Uafhængighedserklæringen i juli 1776. Da det blev tydeligt, at hverken parlamentet i London eller George 3. ville lytte til koloniernes kritik, blev det nedsat en komite med Thomas Jefferson i spidsen. Denne komité skulle udarbejde en uafhængighedserklæring, der proklamerede amerikansk selvstændighed. Uafhængighedserklæringen blev vedtaget enstemmigt i kongressen.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig