Franz Kafka

Gennem hele sit voksne liv kæmpede Kafka med at få tid og ro til at skrive. De to kortvarige forlovelser med Felice Bauer (1887-1960), den første i 1914 efter to års intens brevveksling (Briefe an Felice, 1967), den anden i 1917, kan betragtes som forsøg på at undslippe Prag og dermed familiens stramme greb. Omvendt var Kafkas tøven over ægteskabet begrundet i netop angsten for at miste muligheden for at kunne skrive uforstyrret.

Først i september 1923 rev Franz Kafka sig løs fra det "dæmoniske" Prag, som han kaldte det. I et par lykkelige måneder levede han i Berlin sammen med den unge jødiske kvinde Dora Diamant (1902-1952). Han døde 3. juni 1924 på sanatoriet Kierling i Østrig.

Mens faderen havde fjernet sig fra jødedommen gennem assimilation og dermed muliggjort social opstigning, fattede Kafka til faderens store ærgrelse interesse for den østeuropæisk jødisk kultur, som han lærte at kende ved en jiddischtalende teatertrups optræden i Prag i vinteren 1911-1912. Kafka var fascineret af jiddisch som en anarkistisk omgang med det tyske sprog og af teaterets særlige blanding af det talte og det kropslige, gestiske sprog.

Kafka så også sig selv som en sammensat eksistens, der var tvunget til at skrive på et ’lånt’ sprog. Som assimileret vestjøde var han den evigt fremmede; en tysksproget forfatter, der hverken var 'rigtig' tysk i nationalisternes øjne eller hørte hjemme blandt de troende, fattige og uuddannede østjøder. I modsætning til Max Brod og flere andre venner søgte Kafka ikke en ny, stærk identitet gennem den zionistiske bevægelse, men valgte at forblive i identitetsløsheden.

Denne vurdering blev bekræftet, da vennen Max Brod efter Kafkas død imod hans testamentariske ønske udgav (og bearbejdede) de tre store ufuldendte romaner, Der Prozeß (1925, på dansk Processen, 1945), Das Schloß (1926, på dansk Slottet, 1949), Amerika (1927, oversat til dansk 1964), og en samling af korte tekster, Beim Bau der chinesischen Mauer (1931).

Først efter nazismens fald kom en samlet udgave af værker, dagbøger og breve (fra 1950), men da var Franz Kafkas litterære ry for længst fastslået. En videnskabelig udgave, renset for Brods ofte hårdhændede bearbejdning, udkom fra 1982. I dag er langt størstedelen af værket udkommet på dansk i nyoversættelser efter den videnskabelige udgave.

Debutværket Betrachtung (1908, udvidet og selvstændig udgave 1913, dansk titel Betragtning, 1967), er en samling af korte, forskelligartede prosastykker, der nærmest kan betegnes som eksperimenter.

Ofte gennemspilles en situation mellem et jegs bevidsthed og yderverdenen på en måde, så skellet mellem inder- og yderverden udviskes. Andre gange er der tale om rent hypotetiske bevægelser og aktioner, som til sidst opløses i et intet og glider over i et surreelt univers.

Lige som tid og rum ofte er flydende, er også subjektet ustabilt. Allerede i disse tidlige prosaskitser ser man de pludselige perspektivskift, som er så typiske for Kafka, fx i ”Entschlüsse” (Beslutninger), hvor jegets tænkte forsøg på energisk at rejse sig fra en "elendig tilstand" og interagere dynamisk med omverdenen pludselig slår over i resignation.

Sit egentlige gennembrud som forfatter oplevede Kafka med fortællingen "Das Urteil" (1913, dansk titel "Dommen") som han skrev i løbet af én nat i september 1912.

Den unge købmand Georg Bendemann har netop skrevet et brev til en ven om sin forlovelse, og han går med brevet ind til sin gamle far. En tør, knap realisme overholdes indtil midten af deres samtale, men slår pludselig om i en grotesk virkelighed, hvor intet er sikkert, men alt til forhandling: faderen tager magten over alt, der definerer sønnens identitet, og dømmer ham til sidst til døden.

Glidningen mellem realisme og psykisk virkelighed finder man også i Franz Kafkas næste fortælling "Die Verwandlung" (1915, dansk titel "Forvandlingen"). Den handelsrejsende Gregor Samsa, der har levet som slave af den borgerlige familie og økonomiens logik, vågner en morgen som et insektlignende, ækelt kryb.

Denne forvandling kan læses som et tankeeksperiment – som virkeliggørelse af en metafor, der anskueliggør det nedværdigende i hans hidtidige eksistens og viser, at den udsultede Gregor har brug for en anden form for næring end den, den borgerlige eksistens kunne byde ham.

Kort før Gregor kreperer, aner han ved lyden af søsterens violinspil en længsel efter kunstens sfære.

Die Verwandlung er den første af en række af fortællinger med dyrefigurer i hovedrollen, som direkte eller indirekte har kunstnereksistensen som tema, heriblandt Ein Bericht für eine Akademie (1917, dansk titel ”En rapport til et akademi”), fra samlingen Ein Landarzt (1919) samt ”Ein Hungerkünstler” (1922, dansk titel ”Sultekunstneren”) og ”Josefine, die Sängerin oder das Volk der Mäuse” (1924, dansk titel ”Sangerinden Josefine eller Musefolket”), fra samlingen Ein Hungerkünstler (1924).

Dyrets blik på verden er et fremmedgørende blik udefra og nedefra, og i mange af disse fortællinger indtager et dyr rollen som en forskerfigur, der beskæftiger sig med grundlæggende eksistentielle og ontologiske spørgsmål. Samtidig undersøger de sidste fortællinger kunstnerens på samme tid komiske og heroiske stræben ud over sig selv.

I fortællingen "In der Strafkolonie" (1919, dansk titel "I fangekolonien"), overværer en rejsende en barbarisk henrettelse i en maskine, der med nåle skriver dommen ind i forbryderens krop.

Det kan læses som en kritisk undersøgelse af lukkede, autoritære magtsystemer og en teknokratisk dehumanisering, der fungerer efter en på én gang meget rationel og religiøs logik. Andre mulige fortolkningsperspektiver er en kritik af kolonial magtudøvelse eller et billede på Kafkas ambivalente og lidelsesfulde forhold til sin egen skrift.

Amerika (oprindelig titel: Der Verschollene, Den bortkomne) blev skrevet i årene 1911-1914, og første kapitel blev udgivet i 1913.

I bogen skildres den unge Karl Rossmanns flugt fra Europa og hans møde et Amerika, der fremstår som billedet på det moderne, slet og ret – Europas fremtid. Men frigørelsen fra nogle af det gamle Europas værdier frisætter blot en mere rå magtvilje, som Rossmann møder i de meget vitale figurer på sin vej. Og de tilbagelagte moralske begrænsninger erstattes med en streng arbejdsdisciplin og nyttemoral, så heller ikke i dette labyrintiske samfund levnes individet megen plads til udfoldelse.

Vægtigere, men også vanskeligere, er Der Prozeß, skrevet i årene 1914-1915. Bankmanden Josef K. får en morgen af to fremmede mænd at vide, at han er arresteret, og at der er indledt en proces mod ham. Men intet fungerer efter normal retspraksis: den anklagede forbliver på fri fod og indkaldes til parodiske retsmøder uden nogensinde at få at vide, hvad han anklages for. Alligevel accepterer han til sidst sin "proces" og underkaster sig viljeløst dødsdommen.

Det absurde i dette og den besynderlige sammenfiltring af de offentlige magtinstanser og intimsfæren havde Kafka fundet inspiration til hos en af sine ”egentlige blodsbeslægtede”, den østrigske dramatiker Franz Grillparzer, der i sin selvbiografi (1853) skildrer den groteske og uigennemskuelige bureaukratiske magtudøvelse i Det habsburgske Monarki.

I Processen er de lave rets- og magtinstanser ligesom i Slottet knyttet til smuds og seksuelt begær. Ved siden af den er der også en højere lovinstans af næsten metafysisk karakter. Mens magtstrukturerne på det lave niveau er et resultat af menneskets ’vilje til magt’, hvor den stærkeste sætter sig igennem, er den højere, mere åndelige instans forbundet med etiske problemstillinger, som i høj grad er et individuelt anliggende.

I domkirke-kapitlet i Processen fortæller en præst K. lignelsen "Vor dem Gesetz" (1915, dansk titel "Foran loven"), som udkom som selvstændig fortælling i Kafkas levetid. Her er det netop en mulig pointe, at enhver har sin egen adgang til ’loven’ – en absolut instans, som hos Kafka ikke konkretiseres yderligere.

At man med døden får adgang til en højere sfære, er der ganske vist ikke nogen garanti for hos Kafka. Men at jeget må dø i overført betydning, dvs. give helt slip på vanemæssige tænkemåder og selvopholdelsesstrategier, synes at være en forudsætning for, at man kan få et glimt af indsigt i en anden dimension.

Forsøget på at få adgang til den højeste instans præger også strukturen i Kafkas sidste romanfragment, Das Schloß (Slottet) fra 1922.

Landmåleren K., der en vinternat kommer til landsbyen neden for slottet, forsøger forgæves at trænge igennem et uigennemskueligt bureaukrati for at få slottets bekræftelse af sin identitet. Men gennem de konstante skift mellem figurernes perspektiver sås der tvivl om ikke bare figurernes, men også slottets identitet, idet hver figur har sin opfattelse af hvad det repræsenterer og hvordan det træder i kontakt med beboerne udenfor.

Slottet fungerer således som et billede på landsbyboernes forhold til hinanden, deres længsler og begær. Selve romanen kan læses som en eksistentiel undersøgelse af menneskets plads i verden. Samtidig afsøger den grænserne for, hvad mennesket kan erfare og erkende – og for, hvad der kan formidles i sproget.