Francisco Franco

Franco gik som 14-årig ind i militæret, og størstedelen af årene 1912-1926 tilbragte han som officer i Marokko, hvor han gjorde lynkarriere i hæren.

Franco blev general i 1926 og var i årene 1928-1931 direktør for det nyoprettede militærakademi i Zaragoza. I 1934 ledede han højreregeringens brutale nedkæmpelse af arbejderopstanden i Asturien, bl.a. med brug af marokkanske tropper. Højreregeringen gjorde ham i 1935 til generalstabschef, men efter dannelsen af folkefrontsregeringen i 1936 blev Franco forflyttet til De Kanariske Øer.

I sommeren 1936 gjorde militæret oprør mod folkefrontsregeringen. Franco var ikke med i forberedelserne til oprøret og tilsluttede sig først sent. Det blev dog hans afrikanske eliteenheder, som med materiel og mandskabsmæssig støtte fra Adolf Hitler og Benito Mussolini reddede oprøret fra fiasko.

I september 1936 blev Franco udnævnt til generalissimo og 1. oktober til statschef for det nationalistiske Spanien. Han blev endvidere i april 1937 leder af fascistpartiet, Falangen, som han slog sammen med katolske og konservative grupper og gjorde til det eneste tilladte parti.

Franco forsøgte sig med en fascistisk retorik, men hans politiske holdning var især præget af militæret. Han gik ind for et disciplineret og centralistisk Spanien og støttede sig mest til traditionelle spanske værdier og kirken.

Franco gjorde Den Spanske Borgerkrig til et korstog i spansk tradition imod det, han anså for Antispanien, dvs. de liberale, frimurerne, separatisterne i Catalonien og Baskerlandet og især kommunisterne. Francos krigsførelse var langsom og systematisk til stor irritation for Hitler og Mussolini, der hellere så en hurtigere krig.

De så også med voksende uvilje på Francos politiske system, der langsomt tog form. Det gav stor plads til kirken, konservative godsejere, monarkister og til hæren, mens Falangen mest fik propagandaopgaver. Som Hitler og Mussolini lod Franco sig kalde fører, caudillo, men han var uden deres talegaver. I årene efter borgerkrigens afslutning i 1939 blev det almindeligt med tvangsarbejde, fængslinger og henrettelser, og med de embeder, Franco havde erhvervet under krigen, bevarede han magten helt frem til sin død.

Franco planlagde genindførelsen af monarkiet efter sin død og udnævnte i 1969 prins Juan Carlos de Borbón som sin efterfølger.

Spanien var ikke formelt med i 2. Verdenskrig, men støttede i de første år Hitler og Mussolini med ubådsbaser samt med adgang til krigsvigtige spanske råvarer og udveksling af informationer om de allierede.

Det var næppe Francos klogskab, men snarere Hitlers uvilje mod at gå ind på de vidtgående spanske territorialkrav i Nordafrika, Portugal og Gibraltar samt Spaniens økonomiske og militære svaghed, der holdt landet ude af krigen. Desuden øvede USA og England et stort økonomisk pres på Franco for at hindre Spanien i at gå med på tysk-italiensk side. Franco sendte dog i 1941-1944 spanske frivillige til krigen mod Sovjetunionen.

Den kolde krig sikrede Francos diktatur. Spaniens strategiske beliggenhed gjorde det vigtigt at sikre landet mod uro, og Franco behøvede ikke mere at frygte det vestlige pres, der ellers var begyndt via FN fra 1946. Han kunne med rette henvise til sin demonstrerede antikommunisme.

Aftaler i 1953 med USA om forsvar og med Vatikanet om kirkens rolle gav regimet fuld anerkendelse, og i 1955 blev Spanien optaget i FN. Det øgede samarbejde med USA og Vesteuropa kom fra sidst i 1950'erne til at underminere det spanske diktatur, og svælget mellem Francos retorik i 1960'erne og 1970'erne og den spanske virkelighed øgedes, hvilket censuren forgæves søgte at skjule.

Fra 1956 deltog Franco stadig mindre i den daglige regeringsudøvelse, men han forbeholdt altid sig selv de vigtigste afgørelser. Hans rolle de sidste 20 år bestod således mere i at bremse de uundgåelige fremskridt end i at foreslå en ny politik.

• Spaniens premierministre
• Spanien
• Spaniens historie
• Spaniens forfatning og politiske system
• Spaniens statsoverhoveder