Alija Izetbegović

Izetbegović var en kontroversiel figur i det socialistiske Jugoslavien før 1990. Han forfattede sidst i 1960'erne en Islamisk Deklaration, som udkom på engelsk i 1970. Her udtalte han sig for en islamisk vækkelse på verdensplan og vendte sig mod verdsliggørelsen i muslimske lande. Både det kommunistiske parti i Jugoslavien og nogle af Izetbegović’ senere politiske modstandere betragtede denne deklaration som et program for et selvstændigt rent muslimsk Bosnien, hvor der hverken var plads til serbere eller kroater.

I 1983 blev Izetbegović idømt 14 års fængsel for at skulle have "opfordret til at ødelægge Jugoslavien". Han blev dog løsladt i 1988 og arbejdede derefter på at grundlægge et bosniakisk og muslimsk parti, Partiet for Demokratisk Handling (SDA), som blev grundlagt i 1990. Samme år indgik Izetbegović og SDA i en valgkoalition med Bosnien-Hercegovinas nationalistiske kroatiske og serbiske partier, da alle disse partier var enige om at støde kommunisterne fra magten i republikken. Det lykkedes koalitionen at gøre dette, og SDA blev det største parti ved parlamentsvalget, der var det første frie valg i Bosnien-Hercegovina siden 2. Verdenskrig.

I perioden fra november 1990 til krigens udbrud i april 1992 var den politiske situation i Bosnien dog præget af en skadelig magtkamp mellem de bosniakiske, kroatiske og serbiske partier. Izetbegović hævdede flere gange, at han gik ind for et multietnisk Bosnien, men hans kroatiske og serbiske modstandere portrætterede ham konsekvent som fortaler for et Bosnien domineret af bosniakker.

I 1991 forsøgte Izetbegović først at forhindre Jugoslaviens opløsning, men senere gik han ind for Bosnien-Hercegovinas fulde selvstændighed, som blev bekræftet ved en folkeafstemning i marts 1992.

Efter udbruddet af borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina i april 1992 fastholdt Izetbegović kravet om at betragte republikken som én multietnisk stat, men modsatte sig ikke en vis tendens til islamisering i nogle af de dele af Bosnien, han og hans regering kontrollerede.

I løbet af krigen opstod der alvorlige meningsforskelle mellem Izetbegović og nogle officerer i den bosniske regeringshær, der mente, at man skulle gøre alt for at bevare Bosniens multietniske samfund. Disse officerer mistænkte Izetbegović og hans nærmeste allierede for at ville lade bosniakkerne dominere Bosnien eller sågar indgå i et kompromis med de bosniske serbere og de bosniske kroater og stille sig tilfreds med en mindre reststat, hvor der kun boede bosniakker.

Izetbegović gik ind for Daytonaftalen i 1995 ud fra det synspunkt, at selv en dårlig fred var bedre end krig. Ved de fælles valg i Bosnien-Hercegovina i september 1996 blev Izetbegović valgt til formand for republikkens kollektive præsidentskab indtil 1998.

Izetbegović var igen formand for præsidentskabet i en kort periode i 2000, men trådte tilbage både herfra og som SDA's leder i oktober samme år på grund af alder. De sidste par år før sin død i 2003 levede han tilbagetrukket på grund af sygdom.

Hans søn Bakir Izetbegović (født 1956) efterfulgte ham som leder for Partiet for Demokratisk Handling (SDA) og blev det bosniakiske medlem af Bosnien-Hercegovinas præsidentskab fra 2010 til 2018.

Alija Izetbegović' største politiske triumf var at sætte konflikten i Bosnien-Hercegovina og de bosniske muslimer på den internationale dagsorden. Mange bosniakker refererer til Izetbegović som dedo ('bedstefar') for hans rolle som den bosnisk-muslimske nations grundlægger.

• Daytonaftalen
• bosniakker
• Bosnien-Hercegovinas historie