Albaniens erhverv

Albanien har et nedslidt og teknologisk forældet produktionsapparat, opbygget af sovjetisk bistand frem til 1960 og af kinesisk fra 1960-78. Industrien var før 1990 koncentreret om fremstilling af levnedsmidler og maskiner. Desuden havde landet en del kemisk industri, der omfattede kunstgødning og produktion af PVC, baseret på landets egne olieresurser og raffineret på et af landets fire raffinaderier. Den forarbejdende industri findes i trekanten Shkodër-Elbasan-Vlorë. Mange sværindustrier blev oprindelig grundlagt ud fra ønsket om selvcentreret økonomisk udviklingsstrategi baseret på en egen forarbejdning af landets mange rige malmforekomster. Siden 1990 er der sket et markant udviklingsøkonomisk skift gennem tilpasning til verdensmarkedet og international arbejdsdeling.

Landet er verdens tredjestørste producent af chrom. Kobbermalm brydes i Nordalbanien, og hele produktionen eksporteres. Jernmalm udvindes især i det østlige Albanien. Desuden brydes nikkelmalm, bauxit, salt og gips. Olieproduktionen ved Fier og Kuçovë (tidl. Qyteti i Stalinit) svigtede fra 1976, og brunkul fik i 1980'erne stigende betydning for energiforsyningen. Med koncessioner til udenlandske selskaber er olieeftersøgning i Adriaterhavet og Det Joniske Hav intensiveret fra 1991.

Landbruget er koncentreret på flodsletterne øst for Adriaterhavskysten og består af familiebrug på 2-3 ha med begrænset anvendelse af maskiner. Det har stor betydning for landet, og ca. halvdelen af de erhvervsaktive er beskæftiget inden for sektoren. Tidligere var selvforsyning med landbrugsprodukter en af landets økonomiske målsætninger, og den blev realiseret for en kort periode omkring 1980. De vigtigste afgrøder er hvede og majs. I øvrigt dyrkes bl.a. ris, sukkerroer, grøntsager, oliven, vin og citrusfrugter samt tobak og bomuld. Før privatiseringen påbegyndtes fra 1991, blev Albaniens landbrug drevet som kooperativer og statsfarme. Mange blev anlagt på indvundet jord som resultat af terrassering og dræning af sumpe, der stærkt forøgede det samlede landbrugsareal. Kun lodder under ¹/₂ ha var i den periode tilladt til kooperativbondens private familieforbrug. Da husdyrhold fra 1981 blev kollektiviseret, medførte det stor modstand og masseslagtninger i protest. Fra 1989 blev det igen tilladt at holde husdyr, der kunne sikre mælk og kød til eget forbrug. I 1991-92 blev kooperativerne nedlagt, og der blev indført privat ejendomsret, delvis på baggrund af historiske ejendomskrav. Privatiseringen af statsfarme, påbegyndt i 1992, blev ledsaget af nedlæggelse af de statslige maskinstationer.

Havfiskeriet er i vækst, men begrænset som følge af et tidligere forbud mod private småbåde.

• Albanien