Spring til indhold

Runealfabet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Runeindskrift)
Fuþark fra Kylverstenen, Sverige. (ca. 400 e.Kr.)
Themsensværdet fundet i Themsen med angelsaksiske runer (ca. 9. årh.)
lanseskaft fra Kragehul med runeinskriptioner. (ca. 5. årh. e.Kr.)

Runealfabeterne er en række af skriftsystemer, der først opstod i 2. århundrede e.Kr., og som hovedsageligt blev brugt i germansk og nordisk kultur.[1] Som skrifttradition var runerne udviklet uafhængigt af den latinske.[2] "Runerækken" kaldes fuþark efter de seks første runestaver. De ældste eksempler på runer stammer fra slutningen af 100-tallet e.Kr., og de var kommunikationsmiddel i over 1.200 år. Først omkring 1000-tallet begyndte de i Norden at blive erstattet af det latinske alfabet, men runerne overlevede længe efter som alternativt skriftsystem.[3]

Runerne var skabt til indskrifter, og blev brugt i både religiøs og verdslig sammenhæng: fx mindesten over døde, ejersignaturer, graffiti, breve, notater, vers, bønner, trylleformler osv.[4] Verdens ældste runeindskrift, harja, findes på en kam fra 100-tallet, fundet i Vimose på Fyn. Ordet kan være et mandsnavn, eller det kan betyde ”kam". [5]

Udviklingen inddeles i tre faser, hver med sin udformning.

  • Indtil omkring 8. århundrede var den dominerende form den ældre fuþark med 24 tegn. Der skete en tegnøkonomisk udvikling, hvor samme tegn kunne stå for flere fonemer, hvilket ikke gjorde teksterne mere læsevenlige.[6] Herefter var den yngre fuþark med 16 tegn dominerende indtil middelalderen.
  • I 10. århundrede blev der tilføjet punkter til at skelne mellem forskellige fonemer.[6] Baggrunden for ændringen mellem den yngre og ældre form er ukendt, men den fandt sted samtidig med synkopen, der også markerer skiftet mellem det fælles urnordiske sprog og de regionale sprog olddansk, oldsvensk og oldnorsk. Fordelene ved den nye form var pladsøkonomi, ulempen var samme tegn for flere lyde.[3]
  • I middelalderen skete der en yderligere udvikling, da der opstod to versioner: en primært dansk og en primært svensk/norsk. Middelalderens runer var påvirket af det latinske alfabet.[7]

Det angelsaksiske eller oldengelske runealfabet beholdt de 24 tegn, og føjede flere til.

Nogle runer er skrevet i runekoder - fx jötunvillur-koden, lønrunekoden og cæsarchifferet.[8]

Rune, stav og bog

[redigér | rediger kildetekst]

Ordet "rune" betød "hemmelighed" [9] (som i Wulfilas gotiske bibeloversættelse; jfr. tysk raunen "hviske"). Dette navn skal ses i forbindelse med runernes magiske funktion. Desuden er skrift omgærdet af mystik i kulturer, hvor størstedelen af befolkningen er analfabeter, og det derfor er en særlig kunst at tyde skriften. "At læse" hed på norrønt "at råde runer"; heraf engelsk to read (= at læse). [10]

Ordene "stave" og "bogstav" (også tysk Buchstabe) stammer fra runerne, der ofte havde en fast streg - en stav - en tendens, der var endnu mere udtalt i det yngre runealfabet. Runernes form skyldes sandsynligvis, at de blev ridset på stave, træplader og træpinde (bog betyder egentlig "bøg"), men vore tidlige runeindskrifter er normalt bevaret på metalgenstande, da træ er mere forgængeligt end metal. Først omkring 600 blev det almindeligt at rejse runesten. Bøger med runer skrevet på papyrus og pergament kendes først fra middelalderen. Træstokke og birkebark med indskrifter ligeså; men det betyder ikke, at de ikke blev brugt før.[11]

Den latinske digter Venantius Fortunatus (6. årh. e. Kr.) har skrevet dette lille distikon om runer og latinske bogstaver (Carmina 7.18):

  • Barbara fraxineis pingatur rhuna tabellis.
    Quodque papyrus agit virgula plana valet.
  • Tegn blot den barbariske rune på asketræstavler.
    Alt hvad papyrussen gør, det formår også den flade gren.[12]
Den største af Jellingstenene, Danmarks nok mest kendte runesten.

Runernes ophavssted er ukendt, men størsteparten af de ældste indskrifter stammer fra det nuværende Danmark. Det beviser nu ikke, at de er opstået her. Sandsynligvis har tegnene oprindeligt haft latinsk forbillede, men de fik deres særlige kantede form, fordi de blev udviklet til at blive indskåret eller -ridset i træ.[13] Det første runealfabet var sandsynligvis særnordisk, da tegnene var til­pas­set de urnordiske sproglyde. Det kan være udviklet af én person med godt kendskab til klassiske alfabeter, men spredte sig raskt til forskellige dele af Skandinavien. Først noget senere blev runealfabetet taget i brug i et større ger­mansk område - efter de bevarede indskrifter.[14]

Baggrunden for runernes udvikling er også usikker; men det skete næppe på grundlag af økonomiske og administrative behov. Preben Meulengracht Sørensen har foreslået, at grunden muligvis kan have været et ønske om at markere politisk uafhængighed over for Romerriget ved at have et eget skriftsprog. Samtidig fandtes der ikke et behov for et egentligt skriftsprog i Norden før omkring religionsskiftet. [15] Der er i al væsentlighed tre teser:

  • 1. Den græske tese har ikke så mange tilhængere længere. Den antager som forbillede enten et arkaisk græsk alfabet fra det 6. årh. f. Kr. eller en østgræsk minuskelskrift fra det 2. eller 3. årh. e.Kr. Kontakten skulle være sket i Sortehavsområdet. De nordiske runeindskrifter dukker imidlertid op i 200-tallet; goterne befandt sig ved Sortehavet, da biskop Wulfila i 300-tallet benyttede enkelte runer i sit gotiske alfabet.[16]
  • 2. Den latinske tese. Når man betænker den romerske kulturs enorme betydning, da runerne dukker op, er det i udgangspunktet mest sandsynligt, at runerne skal være afledt af det latinske alfabet. Der er da også flere tegn, der mest sandsynligt har et latinsk forbillede (f.eks. ᛓ = F og ᚱ = R). Det er derfor stadig den mest populære tese blandt forskerne.[kilde mangler]. På