Flavius Honorius
| Flavius Honorius | |
|---|---|
 Kejser Honorius, som han fremtrådte i 406 på konsulen Petronius Probus' mindesmærke. | |
| Kejser af Det Vestromerske rige | |
| Regerede | Januar 395 til 15. august 423 |
| Forgænger | Theodosius I den Store |
| Regent | Flavius Honorius Augustus |
| Ægtefæller | Maria Aemilia Materna Thermantia |
| Født | 9. september 384 Konstantinopel |
| Død | 15. august 423 Ravenna |
| Far | Theodosius I den Store |
| Mor | Aelia Flaccilla |
Kejser Honorius (latin: Flavius Honorius Augustus, 9. september 384- 15. august 423) var vestromersk kejser 395-423. Han var søn og efterfølger af Theodosius I den Store og var officiel medkejser fra 393, selv om han kun var et barn. Honorius var 10 år gammel, da hans far døde, og han blev indsat som kejser af det Vestromerske Rige.
Efter Romerrigets deling i 395 i en vestlig og en østlig del gik det vestlige rige ind i en nedgangsperiode, der sluttede med rigets undergang omkring 80 år senere. Honorius var i begyndelsen af sin regeringstid kontrolleret af general Flavius Stilicho, der først var hans værge. Da Honorius blev voksen, sørgede Stilicho for at blive hans svigerfar. Stilichos evner som hærfører sikrede en vis stabilitet, men efter hans henrettelse i 408 lå riget åbent for invasioner og Honorius var ikke i stand til at forhindre forfaldet.
Opvækst
[redigér | rediger kildetekst]Honorius blev født 9. september 384 i Konstantinopel, som søn af Aelia Flaccilla og den romeske general Flavius Theodosius, der siden januar 379 havde været romersk medkejser med ansvar for den østlige del af riget.[1] Kejser Valentinian II var officielt den ledende kejser som søn af kejser Valentinian I, men han døde i 392, og Theodosius blev den øverste kejser. Den 23. januar 393 blev den otte-årige Honorius af sin far Theodosius udnævnt til medkejser for den vestlige del af romerriget.[2]
Regeringstid
[redigér | rediger kildetekst]Theodosius havde planlagt en egentlig deling af Romerriget uden en førstekejser, og da han blev syg og døde 17. januar 395, blev denne plan realiseret.[3] Østriget tilfaldt Honorius' ældre bror Arcadius, og Honorius blev selv den første vestromerske kejser. Fra dette tidspunkt var Romerriget delt i et Øst- og Vestrige.
Med Stilicho ved roret
[redigér | rediger kildetekst]Stilicho var af vandalsk-romersk afstamning, men alt tydede på, at han følte sig som ægte romer. Hans militære talent stod tidligt klart, og Theodosius, der var medkejser for rigets østlige del, knyttede ham allerede i år 384 til sin familie, idet Stilicho blev gift med Thedosius' niece Serena. Stilicho var Theodosius' næstkommanderende i slaget ved Frigidus i 394,[4] og han gled naturligt ind i rollen som den unge kejsers rådgiver. Stilicho sørgede i 398 for at familiebåndene blev yderligere udbygget ved ægteskab mellem Honorius og Maria, datter af Stilicho og Serena.[5] Den unge Honorius ser ikke ud til at have haft særlig interesse for sin hustru, og i følge samtidige beretninger var hans største fornøjelse at opdrætte fjerkræ.[6]
Der blev brug for Stilichos evner som hærfører i 401, da en gotisk hær invaderede Italien under ledelse af Alarik. Goterne fejede al modstand til side og satte kurs mod Milano, hvor kejseren havde residens. Honorius flygtede, men Stilicho samlede sine tropper, og påskesøndag 402 tørnede de to hære sammen ved Pollentia (det nuværende Pollenzo). Det blev en blodig affære, hvor ingen af parterne var klare vindere, men til slut trak goterne sig og drog tilbage til Illyrien.[6] Flugten fra Milano medførte, at Honorius i 401 flyttede sin residens til Ravenna, som var kraftigt befæstet og som i tilgift var omgivet af store sumpområder, der besværliggjorde en belejring.[7] Selv om den nye hovedstad var meget lettere at forsvare og også havde en beskyttet havn, så betød den noget isolerede beliggenhed, at de tropper, der var samlet i byen, kun i ringe omfang kunne benyttes til forsvaret af det øvrige Italien. Ravenna fungerede som vestrigets hovedstad til den sidste kejser blev afsat i 476. Ostrogoterne beholdt den som hovedstad, og da den kom under østromersk (byzantinsk) herredømme, blev den residens for deres guvernør (exarch).[7]
I begyndelsen af 400-tallet var hunnerne på ny i bevægelse mod vest, og de folkeslag, de mødte, havde valget mellem at underkaste sig, kæmpe mod hunnerne, eller selv at søge videre vest- og sydpå - ind i Romerriget. En stor gruppe gotere under ledelse af Radagaisus valgte den sidste løsning og forlod det nuværende Ungarn med kurs mod Norditalien i 405.[8] Mens goterne plyndrede i Norditalien, samlede Stilicho en hær, blandt andet med hunniske lejetropper, leveret af høvdingen (kongen) Uldin,[9] og Radagaisus blev overvundet i 406. Mange af hans tropper blev solgt som slaver, mens andre blev hvervet til den romerske hær, og Peter Heather ser dette som et tegn på, at Stilicho havde lavet en underhåndsaftale med en gruppe af goterne.[10] Radagaisus selv blev fanget, og han blev henrettet 23. august 406.[11] Flere historikere mener, at presset fra hunnerne også spillede en afgørende rolle i den beslutning, der blev taget blandt alaner, vandaler og sveber om at forlade deres hidtidige landområder og krydse Rhinen nær Mainz den 31. december 406 og dermed invadere Romerriget.[12] Invasionen var i første omgang umulig at standse, og angriberne spredte sig plyndrende og hærgende over hele Gallien. Hovedparten af de romerske tropper var stationeret langs grænsen ved Rhinen, og de små og spredte garnisoner inde i landet var chanceløse mod overmagten.
Hjælpen kom ikke fra Italien, men fra provinsen Britannien. Som en af rigets fjerneste besiddelser havde provinsen ikke den store indflydelse på rigets ledelse, men soldaterne i provinsen gjorde flere gange oprør, og valgte deres egne modkejsere. I år 407 kårede de generalen Flavius Claudius Constantinus til kejser, og han tog tropperne med over Kanalen og gik i land i Boulogne i foråret 407.[13] Constantinus, der i eftertiden er kendt som Konstantin 3., vandt flere træfninger mod barbarerne og han blev efterhånden anerkendt som kejser af tropperne langs Rhinen. Han indgik aftaler med germanerne på den anden side af Rhinen, og da freden var sikret, kunne han sende tropper sydpå til det indre Gallien for at fordrive de invaderende stammer.[14] Modstanderne var ikke interesserede i åben kamp, så de trak længere sydpå, mod Pyrenæerne og Spanien. Stilicho havde ikke tropper nok til at sende en stor hær til Gallien, så han nøjedes med en mindre styrke under den gotiske general Sarus. De kunne blot konstatere, at Konstantin havde sat sig solidt på provinsen, hvorefter de returnerede med uforrettet sag.[15] Mod øst havde Stilcho en plan om at løsrive provinserne i Dacia og Macedonia fra østriget, og overføre dem til vestriget. En vigtig baggrund for dette ønske lå i, at de traditionelt var leveringsdygtige i tropper til hæren. Det indgik i planen, at Alariks gotere, der opholdt sig i det samme område, skulle støtte Stilicho, men invasionen i Gallien satte en stopper for projektet, og da Alarik forlangte 4.000 pund guld til dækning af sine udgifter til krigsforberedelse, fik Stilicho sat igennem, at det romerske senat bevilgede pengene i 408.[16]
I Italien forsøgte Stilicho at befæste sin stilling. Hans datter Maria, der var gift med kejser Honorius, døde i 407, så i 408 fik Stilicho i stedet kejseren gift med den anden datter Thermantia.[17] I maj 408 døde kejser Arcadius i Konstantinopel, og selv om Honorius havde planer om at besøge hans unge søn og efterfølger, fik Stilicho ham talt fra det. Meningen var, at Stilicho selv ville af sted, men begivenhederne løb fra ham. Hans popularitet var på hastig retur, og da kejser Honorius tog på en inspektion af tropperne i Italien - uden Stilicho - lykkedes det ministeren Olympius at overbevise kejseren om, at Stilicho var ude på selv at overtage kejsermagten, og at han ønskede at give magten i det østromerske rige til sin søn Eucherius. Kejseren gav ordre til, at Stilicho skulle arresteres, og 23. august 408 blev han henrettet efter at være fundet skyldig i forræderi. Eucherius flygtede til Rom, men få måneder senere blev han ligeledes fanget og henrettet. Kejserens nye hustru Thermantia blev bortvist fra hoffet - i følge folkeviddet stadig lige så jomfruelig som sin afdøde søster.[18]
Mellemspil med Olympius
[redigér | rediger kildetekst]Olympius gjorde, hvad han kunne for at befæste sin nyvundne magt. Stilichos tilhængere blev tortureret og dræbt, og i garnisonsbyerne gik de romerske tropper i gang med at nedslagte deres gotiske, vandalske og hunniske hjælpetropper og deres familier. De tropper, der undslap myrderierne, hærgede først i landdistrikterne, og sluttede sig derefter til Alarik. Senatet pustede til ilden ved at tøve med den aftalte betaling til Alarik, og resultatet blev, at Alarik invaderede Italien og stod foran Roms porte i november 408.[19] Alarik indledte straks en belejring af byen, der blev helt afskåret fra omverdenen. Hverken Olympius eller for den sags skyld kejser Honorius gjorde noget for at hjælpe, og i december 408 var nøden i byen så stor, at senatet besluttede at indlede forhandlinger. Alariks pris for at hæve belejringen var 5.000 pund guld, 30.000 pund sølv, 4.000 tunikaer af silke, 3.000 skarlagenfarvede huder og 3.000 pund peber. Denne gang sørgede senatet for at opfylde aftalen, selv om det betød, at byens templer og kirker blev ribbet for guld og sølv, så mange kunstværker på den måde gik tabt.[20] Alarik ønskede at få en officiel tilladelse til at bosætte sine gotere i provinserne Venetia, Noricum og Dalmatia og til sig selv ønskede han titlen som magister ultrisque militiae (chef for hele militæret), som Stilicho havde haft.[21] Olympius havde stadig indflydelse nok til at få planerne afvist, og som reaktion satte Alarik igen kursen mod Rom, og en sending opskræmte senatorer skyndte sig til kejseren i Ravenna for at få ham overbevist om, at man var nødt til at føje goterne. Olympius var desavoueret, og han mistede grebet om magten.[22]
Goterne i Rom
[redigér | rediger kildetekst]I foråret 409 så situationen uoverskuelig ud for det vestromerske kejserrige. Tre forskellige rådgivere forsøgte efter tur at styre riget på kejserens vegne, men ingen af dem kunne stille noget op. Først kom præfekten Jovius, der var udpeget af Stilicho, men som havde været i Illyrien for at forhandle med goterne, da udrensningerne efter Stilicho fandt sted, og som på den måde havde klaret sig igennem. Jovius ønskede fred med goterne, idet han indså, at riget ikke havde tropper nok til at møde dem i åben kamp, og slet ikke tropper nok til samtidigt at forsvare grænserne mod Konstantin i Gallien. Honorius var så opskræmt over tanken om en invasion fra Gallien, at han sendte Konstantin en purpurfarvet dragt, som tegn på anerkendelse af hans kejserværdighed.[22] Kejser Honorius valgte af uransalige grunde netop dette tidspunkt til at trumfe sin egen vilje igennem, og han gik imod indrømmelser til goterne, og som Norwich skriver, kunne han dårligt have valgt en værre timing.[23] Alarik firede på sine krav, men da han ingen vegne kom med forhandlinger, førte han for tredje gang sin hær mod Rom, og indledte sin anden belejring af byen. I slutningen af året 409 forhandlede han med byens senat, og fik dem til at vælge Roms præfekt Priscus Attalus til modkejser. Attalus udnævnte Alarik til øverstkommanderende for hæren, belejringen blev ophævet, og Alarik gik i gang med at erobre de norditaliensk byer.[24] Honorius' stædighed var hurtigt overstået. Han sendte en purpurkåbe til Attalus som tegn på anerkendelse af kejserværdigheden - så nu var der tre kejsere i Vestriget. Det eneste, Honorius ønskede til gengæld, var selv at få lov til at beholde kejserværdigheden. De samtidige kilder fortæller, at han var tæt på at opgive det hele, og flygte til sin nevø, kejseren i Konstantinopel, men netop da ankom der en flåde med forstærkninger fra den unge kejser Theodosius' hær.[25] På samme tid fik Alarik problemer på en anden front. Hæren i provinsen Afrika (det nuværende Tunis) var forblevet loyal mod Honorius, og nu ophørte provinsen med at sende de livsvigtige forsyninger af korn og andre fødevarer til Rom. Attalus var nødt til at løse problemet, inden hungersnøden bredte sig i byen, men han ville ikke sende gotere mod de romerske soldater, og kunne derfor intet udrette. Alarik havde ikke brug for en selvrådig, ineffektiv kejser, så han kaldte Attalus til sin lejr i Rimini og afsatte ham resolut i juli 410.[26] Alarik gjorde endnu et forsøg på at få en forhandlingsløsning med Honorius, men inden forhandlingerne kom i gang, angreb en romersk styrke nogle af hans forposter, og så havde Alarik fået nok. Han ledte for fjerde gang hæren mod Rom, og indledte sin tredje belejring. Byen var allerede på randen af hungersnød, og belejringen blev kort. Få dage senere blev den Salariske port åbnet, og goterne strømmede ind. Erobringen af Rom, i august 410, fandt sted 800 år efter, at byen sidst var blevet indtaget - af kelterne i 390 f.Kr.[27] Byen blev to gange senere belejret og plyndret (i 1084 og 1527), men goternes erobring var langt den mest civiliserede.[28] Kelterne havde brændt hele byen af, med undtagelse af fæstningen på Kapitol-højen, som de ikke kunne indtage. Goterne nøjedes med at brænde senatet ned, som en symbolsk handling. Goterne var kristne (arianere), og skønt de fjernede et 2.000 punds sølvkar fra Lateranpaladset, så fik kirkesølvet i Peterskirken lov til at ligge i fred. I det hele taget var Alarik i følge Peter Heather slet ikke interesseret i at plyndre byen. Alarik havde ønsket en forhandlingsløsning, hvor hans gotere legitimt kunne bosætte sig i Italien og få garanti for forplejning i kraft af hans stilling som hærfører. Efter to år i landet var intet lykkedes, og erobringen af Rom var mest et rap over fingrene til det romerske senat, plus tilvejebringelsen af midler til at holde tropperne loyale.