Dalriada

Dalriada (skotsk gælisk: Dál Riata) var i middelalderen et gælisk kongedømme, som lå i vore dages Skotland og Nordirland. Kongeslægten kom oprindelig fra Antrim i Ulster og migrerede formodentligt i slutningen af det 5. århundrede til Argyll i Skotland. Den første kendte konge af Dalriada var Fergus 1., som herskede ca. 500–501.^{[kilde mangler]}

De første konger af Dalriada var fortsat i et afhængighedsforhold til overkongerne i Ulaid, men under Aedan mac Gabráin (ca. 574–ca. 608) blev Dalriada den dominerende magt i Ulster. Han opbyggede en stærk flåde, førte krig mod naborigerne, og foretog plyndringstogter så langt væk som Man og Orkneyøerne. På land havde han dog ikke den samme succes, og i 603 blev han besejret af Æthelfrid af Northumbria i slaget ved Daegsastane.

Kongedømmets indflydelse i Ulster dalede kraftigt i 637, da de irske dalriadaene blev besejret af O'Neill-klanen i slaget ved Mag Rath. Fra da af fokuserede Dalriadas konger på områderne i Skotland. Hovedrivalerne her var pikterne i nord og angelsakserne i Bernicia mod øst.

Dunadd i Argyll ser ud til at have været kongernes hovedsæde. Udgravninger på stedet har vist, at der er flere befæstninger her, og man har også fundet mange støbeforme til produktion af smykker. En bolig- og folketælling, Senchus fer n'Alba som muligvis oprindeligt stammer fra det 7. århundrede, er bevaret i en kopi fra det 10. århundrede.

Dalriada blev erobret af pikterne, men den gæliske kultur fortsatte med at være dominerende. Den første konge af de forenede piktere og skotter var Kenneth mac Alpin (840–857), som selv var søn af den sidste konge af Dalriada, Alpin 2.

Med vikingetogterne i det 10. århundrede blev kontakten mellem de irske og skotske dalriadaene endeligt afbrudt; men Stone of Scone, stenen som blev brugt ved kroningen af de skotske konger, blev bragt over til Skotland.

Religion og kunst

Der findes ingen skriftlige kilder fra det førkristne Dál Riata, og de tidligst kendte optegnelser stammer fra krønikeskrivere på Iona og fra irske klostre. På Skt. Patricks tid mente kongerne af Dál Riata, at de nedstammede fra keltiske guder, og hedninge i området betragtede visse kilder og ”åndebeboede lunde af træer” som hellige lunde.^[1]

Adomnáns Life of St Columba antyder et kristent Dál Riata.^[2] Om dette er korrekt, kan ikke afgøres med sikkerhed. Skikkelsen Columba fylder meget i enhver fremstilling af kristendommens historie i Dál Riata. Adomnáns Life er, selv om den er nyttig som kilde, ikke skrevet som historie, men som hagiografi. Da helgenbiografier på Adomnáns tid endnu ikke havde nået de stiliserede former fra højmiddelalderen, indeholder Life en stor mængde historisk værdifuld information. Den er også en vigtig sproglig kilde, der viser udbredelsen af gæliske og p-keltiske stednavne i det nordlige Skotland ved slutningen af 600-tallet. Det bemærkes berømt, at Columba havde brug for en tolk, når han talte med en person på Skye.^[3] Dette vidnesbyrd om et ikke-gælisk sprog understøttes af forekomsten af p-keltiske stednavne på det afsidesliggende fastland over for øen.^[4]

Columbas grundlæggelse af Iona inden for Dál Riatas grænser sikrede, at kongeriget fik stor betydning for kristendommens udbredelse i det nordlige Britannien – ikke blot til Piktland, men også til Northumbria via Lindisfarne, videre til Mercia og derudover. Selv om klosteret på Iona tilhørte Cenél Conaill af de nordlige Uí Néill og ikke Dál Riata, havde det tætte forbindelser til Cenél nGabráin, forbindelser som kan have gjort annalerne mindre end fuldstændig upartiske.^[5]

Hvis Iona var det vigtigste religiøse centrum i Dál Riata, var det langt fra enestående. Lismore i Cenél Loairns område var tilstrækkeligt betydningsfuldt til, at dødsfald blandt dets abbeder ofte blev optegnet. Applecross, sandsynligvis i piktisk område i det meste af perioden, og Kingarth på Bute er også kendt som klostersteder, og mange mindre steder – fx på Eigg og Tiree – er kendt fra annalerne.^[6] I Irland var Armoy det vigtigste kirkelige centrum i den tidlige periode, knyttet til Sankt Patrik og til Sankt Olcán, som siges at have været den første biskop i Armoy. Et vigtigt tidligt centrum, Armoy gik senere tilbage og blev overskygget af klostrene i Movilla (Newtownards) og Bangor.^[7]

Ud over deres primære åndelige betydning kan de religiøse centres politiske betydning ikke negligeres. Prestigen ved at være knyttet til en hellig grundlægger var af stor betydning. Klostre repræsenterede både rigdom og status, og den lærdom og læsefærdighed, der fandtes dér, var nyttige redskaber for ambitiøse konger.^[8]

Det illuminerede manuskript Book of Kells blev sandsynligvis i det mindste påbegyndt på Iona, dog ikke af Columba, som legenden vil have det, da værket dateres til omkring år 800.^[9]^[10] (Den kan være blevet bestilt for at markere 200-året for Columbas død i 597).^[11] Uanset dette var Iona uden tvivl vigtig for udviklingen af insulær kunst, som kombinerede middelhavske, angelsaksiske, keltiske og piktiske elementer i en stil, hvor Book of Kellser et sent eksempel.

Inden for andre kunstarter er der bevaret en række skulpturer, som giver et indtryk af Dál Riatas kunst. St. Martins kors på Iona er et velbevaret stenkors, sandsynligvis inspireret af fritstående northumbriskkors som Ruthwellkorset, selv om et lignende kors findes i Irland (Ahenny, County Tipperary). Kildaltonkorset på Islay er beslægtet hermed. En billedsten ved Ardchattan synes at vise stærke piktiske påvirkninger, mens Dupplinkorset efter nogles mening viser, at påvirkningen også gik den modsatte vej. Fornemt hiberno-saksisk metalarbejde, såsom keltiske brocher, menes at være fremstillet ved Dunadd.^[12]

Ud over klosterstederne er et betydeligt antal kirker dokumenteret, ikke blot arkæologisk, men også gennem stednavne. Elementet ”kil”, fra gælisk cill, kan i mange tilfælde påvises at være knyttet til tidlige kirker, fx ved Kilmartin nær Dunadd.^[13]

Konger af Dalriada

Kongedømmet blev grundlagt af emigranter fra Irland, og der er grund til at antage, at det drejer sig om en fortsættelse af en ældre kongelinje. Efter den sidste konges død blev hans arving konge af hele Skotland under navnet Kenneth 1.

De fleste årstal i listen er blot omtrentlige, da der ikke findes sikre kilder:

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]